Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Socialt udsatte mennesker bør hjælpes på egne præmisser

Rådet for Socialt Udsatte skal sammensættes på ny efter voldsom intern ballade. Gid socialministeren ville spørge de udsatte selv, hvad der er brug for.

Mange forskellige mennesker udgør gruppen af socialt udsatte. Her hjemløse på sidste års »Hjemløsedag« på Rådhuspladsen i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Rådet for Socialt Udsatte blev oprettet i 2002 som et talerør for de svageste i samfundet. Rådet arbejder uafhængigt af Socialministeriet, men medlemmerne er udpeget af socialministeren for en fireårig periode. Det primære formål er at skabe debat og opmærksomhed om socialt udsatte og deres vilkår, så disse kan forbedres.

Formanden har i de sidste ti år heddet Jann Sjursen – tidligere formand for det daværende Kristeligt Folkeparti og en mangeårig engageret stemme i den socialpolitiske debat – og medlemmerne kommer fra en lang række meget forskellige organisationer, som arbejder med socialt udsatte.

Men nu har Jann Sjursen trukket sig, og rådets øvrige 11 medlemmer har ligeledes valgt at stille deres mandater til rådighed – en højst usædvanlig situation, som ifølge Sjursen selv skyldes »flere forskellige uenigheder - både holdningsmæssigt og hvordan vi skulle arbejde som sådan.«

Socialminister Astrid Krag skal altså udpege et helt nyt råd, og hun kan i sin udvælgelse af medlemmerne ikke undgå at forholde sig til den strid, det hele handler om: selve synet på de socialt udsatte.

Flere konkrete diskussioner i rådet om blandt andet prostitution og stofmisbrug har nemlig været symptomer på en mere principiel uenighed: Skal prostituerede - eller sexarbejdere, som de selv foretrækker at blive kaldt - først og fremmest ud af prostitution og skal stofmisbrugere først og fremmest af med deres stofafhængighed, eller skal disse mennesker først og fremmest sikres en værdig tilværelse? Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om enten/eller, men et spørgsmål om rækkefølge, prioritet og respekten for det frie valg – også når det er socialt udsatte mennesker, der har truffet det.

Måske lyder striden en kende akademisk, men det er den langtfra for de mennesker, det handler om. Det kan derimod være helt utrolig konkret: Kan man få hjælp fra det offentlige system, selvom man ikke har lyst til at lægge sit stofmisbrug på hylden? Har man adgang til almindelige arbejdsmarkedsrettigheder, når man nu betaler skat af sin indkomst som prostitueret?

Det sidste spørgsmål må man helt objektivt svare nej på, sådan som lovgivningen er i dag. Spørgsmålet har netop været på dagsordenen, da Astrid Krag i sidste måned besluttede at nedlægge et tværministerielt udvalg nedsat under den tidligere regering, fordi udvalget ifølge ministeren »anskuer prostitution på en forkert måde«. Udvalget skulle have undersøgt mulighederne for at justere den nuværende gråzoneprægede lovgivning, se på erfaringer fra udlandet og komme med anbefalinger til at sikre kvinderne en vej ud af prostitution, hvis de ønsker det.

Fra et borgerlig-liberalt perspektiv er der grund til bekymring. Det enkelte menneskes værdighed må altid være vigtigst, mere viden er altid et gode, og fra det offentlige system bør man altid lytte til de mennesker, det handler om, før man hjælper.

»Et nyt råd skal selvfølgelig have en bred sammensætning af de mange forskellige aktører på socialområdet,« har Astrid Krag sagt til Jyllands-Posten i forbindelse med balladen.

Vi må holde øje med, om hun lever op til sit løfte. Og så må vi håbe, at hun vil lytte til de socialt udsatte selv – blandt andet ved at vælge medlemmer til rådet, som direkte repræsenterer for eksempel prostituerede og stofmisbrugere.

AMALIE LYHNE