Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Socialdemokratiet og den kreative klasse

Kaare Dybvad Bek, forfatter til »De lærdes tyranni« på Østerbro i København, hvor en stor del af den kreative klasse bor. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Socialdemokrater plejer at være friske til at påtage sig æren for, at Danmark har udviklet sig til et velfærdssamfund med høj grad af lighed. Jævnfør vinterens annoncekampagne med S-formand Mette Frederiksen, der kaldte Danmark en god opfindelse. Underforstået: med Socialdemokratiet som Ole Opfinder. Når tingene ikke går helt så glat som ønsket, er det derimod andre, der har klodset i det. Man kunne nævne det lille ord – Skat.

Seneste abekastning kommer fra det socialdemokratiske folketingsmedlem, Kaare Dybvad Bek, som i en ny bog, »De lærdes tyranni« på næsten helt Trumpsk maner beskylder Den Kreative Klasse for at undergrave Danmark. Intet mindre. Dybvad mener, at »de lærde« har tyranniseret landet ved f.eks. at satse på lange, videregående uddannelser fremfor håndværksfag, ved en stærkt centraliseret offentlig sektor og ved at nedlægge produktionsvirksomheder.

Det lyder som et ekko af Jørgen S. Dichs klassiker »Den herskende klasse« fra 1973. I den sammenhæng er det jo interssant, at Socialdemokratiet ad flere omgange har siddet på regeringsmagten og haft betydelig politisk indflydelse siden Dichs bog. Det virker, som om Kaare Dybvad Bek i sin kritik af det ifølge ham regerende Danmark og sin fremhævelse af »folkets« sunde dømmekraft er i færd med at omfavne Dansk Folkeparti i en grad, så man frygter for Kristian Thulesen Dahls ribben.

Dybvad har fat i noget væsentligt, men han har ikke ret i det hele. Hans erkendelse er den samme, som en række politikere, forskere, meningsdannere, erhvervsorganisationer og fagforbund er nået til. For det er jo gået op for os, at lange, videregående uddannelser til alle ikke er en garanti for nye jobs. At vi ikke bare kan sidde i Danmark og innovere, mens kineserne producerer. Og at vi kommer til at mangle arbejdskraft med teknisk-håndværksmæssige kvalifikationer.

Men alt er ikke elendighed. Produktionsvirksomheder er ikke forsvundet. I underkanten af 300.000 danskere arbejder i, hvad man vil kalde traditionel industriproduktion. Det er heller ikke »nogens skyld«, at lange udddannelser fylder mere i samfundet. Det er resultatet af dels en uddannelsespolitik, som Socialdemokratiet selv har en stor del af æren for, hvor gymnasier og uddannelsestilbud er spredt ud over hele landet som en form for egnsudvikling. Dels en teknologisk-samfundsmæssig udvikling, hvor arbejdsmarkedet har ændret sig. Det er tankevækkende, at en ny undersøgelse fra Copenhagen Business School viser, at 40 procent af den danske arbejdstyrke tilhører Den Kreative Klasse – groft sagt defineret som kunstnere, IT-medarbejdere, forskere, iværksættere, arkitekter, finansfolk, ledere, jurister, journalister og forfattere.

Man kan jo ikke bare sige, at disse mennesker – mellem en tredjedel og halvdelen af arbejdsstyrken – er unyttige, ikke bidrager til værdiskabelsen eller har ødelagt det for andre. Det er for primitivt. Alle kan ikke være akademikere, ligesom alle ikke kan stå med en hammer i hånden. Kaare Dybvad Bek har fanget tidsånden. Vi skal gentænke og gøre op med snobberiet i vores uddannelsessystem. Men vi må også gøre os klart, at vi har brug for hinanden – akademikere og håndværkere.