Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Slå koldt vand i blodet, Simon Kollerup

Brancheorganisationen SMV Danmark vil have politikerne til at blande sig i betalingsfrister mellem virksomheder. Det er den nye erhvervsminister med på, men det er en dårlig idé.

Simon Kollerup og andre politikere med hang til regulering af alt og alle bør slå koldt vand i blodet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Mængden af regler vokser, regelmængden er næsten fordoblet siden 1986. Den udvikling er uden ende, ethvert problem – virkeligt eller indbildt – kan give anledning til, at interesseorganisationer og politiske partier kræver politisk indgreb og regulering.

Der kan altid findes problemer, som kan medføre krav om politisk regulering. Flere virksomheder er presset på likviditeten, så markedet for pantsatte fakturaer er steget fra 77,9 mia. kr. i 2014 til 138,7 mia. kr. i 2018.

Baggrunden for den stramme likviditet er, ifølge de små virksomheders brancheorganisation SMV Danmark, at små virksomheder presses af deres store erhvervskunder til lange betalingsfrister, og det vil SMV Danmark have politikerne til at gøre noget ved.

Det er den nyudnævnte erhvervsminister Simon Kollerup, der er uden erhvervserfaring, helt med på: »Man skal som lille eller mellemstor virksomhed ikke opleve urimelige tidsfrister, når man handler med større virksomheder.« Ministeren vil efter sommerferien foreslå en løsning på problemet med lange betalingsfrister.

Hvis der er et problem, er øget offentlig regulering næppe løsningen. Så Simon Kollerup og andre politikere med hang til regulering af alt og alle bør slå koldt vand i blodet.

Det kan undre, at sunde virksomheder midt i en højkonjunktur ikke kan løse deres likviditetsproblemer med en kassekredit i en bank, som er en billigere løsning end pantsætning af fakturaer. Bankerne mangler ikke likviditet, de har problemer med at få et passende afkast fra deres indlånsoverskud. Hvis sunde virksomheder alligevel ikke kan få tilført tilstrækkelig likviditet, kan det skyldes, at bankerne efter finanskrisen af politikerne er lagt i benlås med en streng og omfattende regulering.

Her er noget, Simon Kollerup burde se på: er reguleringen af den finansielle sektor blevet så rigid, at bankerne ikke kan levere den nødvendige smøring til virksomhederne? Det er ikke godt, så tvinges virksomhederne ud i uhensigtsmæssige alternativer som pantsætning af fakturaer.

Men er der et problem med lange betalingstider? Det kan man finde data om i »European Payment Report 2019«.  Den gennemsnitlige faktiske betalingstid for danske virksomheder er 16 dage for forbrugerkunder og 24 dage for firmakunder. Det lyder ikke i sig selv alarmerende og ligger under alle omstændigheder under det europæiske gennemsnit, som er 40 dage for virksomhedskunder.

Det hører med til historien, at tab på kunder er ekstremt lavt og klart under det europæiske gennemsnit. Ironisk nok er de langsomste betalere de offentlige kunder, her er betalingstiden 26 dage. Det er ikke nyt, at det offentlige er en langsom betaler. Her er noget, aktivistiske politikere mere passende kunne kaste sig over.

Betalingsfrister er et emne, som er uegnet til offentlig regulering ud over den regulering, der faktisk findes. Renteloven taler om en betalingsfrist på 30 dage, men det kan parterne aftale sig ud af. Det er et godt princip. Det offentlige skal ikke blande sig i frivillige aftaler mellem to virksomheder med mindre, de er konkurrencebegrænsende.

Fortalerne for en dansk regulering forbiser også, at en betydelig del af betalingerne mellem virksomheder er grænseoverskridende.

Ro på, Simon Kollerup, du kan med fordel tænke mere på at sanere i overflødige og skadelige regler end i at indføre nye.

OLE P. KRISTENSEN