Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Skru ned for regulering af huslejerne

Blackstones indtog på det danske boligmarked har fået politikerne til at true med opstramninger af boligreguleringen. Det kan gøre mere skade end gavn. Hvis der er sociale problemer på boligmarkedet, skal de løses af den sociale boligsektor.

Yderligere stramninger af regulering af huslejerne vil gøre ondt værre. Den oplagte og simple løsning er at lade markedet afgøre det lejedes værdi med og uden renoveringer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Markedet for lejeboliger er ikke frit, det er reguleret i hoved og hale. Reguleringen af lejeboliger, der består af hele to love, Lejeloven og Boligreguleringsloven, udspringer som megen anden offentlig regulering af de allerbedste hensigter om at gøre godt, men når de gode hensigter omsættes til regulering, har det ofte utilsigtede og skadelige bivirkninger.

Sådan er det også på boligområdet. Som hovedprincip kan en udlejer ikke bare opkræve en husleje, der svarer til det lejedes værdi. Formålet er at beskytte lejerne, der formodes at være svage.

At få adgang til en lejlighed, som koster mindre, end den er værd, er som at vinde i lotteriet. Det er ikke de svageste, der vinder i det lotteri, det er derimod dem, der kender nogen, som bestemmer, hvem der får de billige lejligheder. En regel, der skulle beskytte de svage, ender med at give privilegier til de vel forbundne.

Den stramme regulering af huslejerne gør det også mindre attraktivt for ejendomsejerne at investere i forbedringer og moderniseringer. Derfor blev dele af boligmassen tidligere forvandlet til slum i København og andre store byer. Som reaktion på det indførte en socialdemokratisk regering i 1996 den nu berømte §5.2 i Boligreguleringsloven, der muliggør, at udlejer efter en gennemgribende renovering kan hæve huslejen, der dog ikke »væsentligt må overstige det lejedes værdi«. Den paragraf har virket efter hensigten, store dele af den gamle boligmasse er blevet moderniseret og gjort tidssvarende. Petroleumsfyrede lejligheder uden bad er forsvundet.

Men så kom de fæle udlændinge i form af Blackstone, der lidt aggressivt udnyttede §5.2. Det aggressive bestod i, at de tilbød lejerne kontante præmier for at flytte, huslejen kan nemlig først hæves ved genudlejning. Så var fanden løs i Laksegade, der blev nedsat et ekspertudvalg, der skulle komme med forslag til stramninger. De forslag sidder man nu og forhandler i Boligministeriet. Regeringen og dens støttepartier kan ikke alene ændre lovgivningen, fordi de er bundet af et politisk forlig fra 2014, som Venstre og Dansk Folkeparti er med i.

Den eksisterende regulering har allerede medført en bureaukratisk sump af detaljerede bestemmelser om forskellen på forbedringer og vedligeholdelse, om det lejedes værdi og en række andre forhold, som man skal være specialiseret advokat for at finde hoved og hale i. Yderligere stramninger og præciseringer vil gøre ondt værre. Den oplagte og simple løsning er at lade markedet afgøre det lejedes værdi med og uden renoveringer.

Men skal folk med lave indkomster ikke have mulighed for at bo i København? Det skal de, men det er tvivlsomt, om lejereguleringen bidrager til det. Vi har og skal have en stærk social boligsektor, der kan sikre en blandet befolkning også i København. Det er her, politikerne kan gøre en indsats, f.eks. ved at håndhæve reglen om, at 25 pct. af nybyggeriet skal være socialt. Københavns Kommune kan bidrage ved at lempe kravene til lejlighedsstørrelse i nyt boligbyggeri, så der opføres flere billige private boliger.

Yderligere stramninger af boligreguleringen vil gøre mere skade end gavn, især for lejerne og fremtidens lejere. En liberalisering er tiltrængt. Det er en udbredt antagelse, at en liberalisering vil have social slagside. Det er langtfra sikkert, men vi har en social boligsektor til at løse de sociale problemer, der måtte opstå på boligmarkedet.

OLE P. KRISTENSEN