Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Skattepolitik er værdipolitik

»Skal vi som nation udvikle os til et lommepengesamfund, hvor vores liv bestyres af bureaukrater og politikere?«

En undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed om effekten af lavere topskat har ikke overraskende udløst en ny diskussion mellem de partier, der ønsker topskatten nedsat, og dem, der vil fastholde den høje skat på den øverste del af borgernes indtægter. Undersøgelsen er blevet fortolket således, at der ingen klar sammenhæng er mellem topskattens højde og skatteydernes arbejdsindsats. Mænd vil arbejde lidt mere og kvinder lidt mindre, hvis topskatten sænkes, konkluderer rapporten.

Tal og rapporter svirrer derfor nu i luften. De, der ønsker topskatten sendt på museum, henviser til blandt andet de økonomiske vismænds rapport fra 2014, der viste, at statskassen ligefrem kan tjene på at fjerne skatten, fordi skatteyderne vil bestræbe sig på at tjene mere, når skatten er mindre. De, der mener, at borgernes penge befinder sig bedst i statskassen, henviser til Finansministeriet, som i 2014 regnede ud, at det koster 6,8 milliarder kroner at fjerne skatten. Kigger man tilbage i arkivet, kan man finde Rockwool Fondens undersøgelse fra 2006, der viste, at de vellønnede ville skrue op for arbejdsblusset, hvis topskatten skrottes. Den gamle Rockwool-undersøgelse nåede altså tilsyneladende stort set det modsatte resultat.

Skattesystemet i Danmark skal opfylde to grundlæggende formål. I bunden af indkomstskalaen skal skatten have en størrelse, som sikrer, at det altid kan betale sig at arbejde fremfor at leve af andre folks penge. I toppen af indkomstskalaen skal skatten have en tyngde, som sikrer, at det altid kan betale sig at arbejde mere i morgen end i går. I årevis har skattesystemet i Danmark ikke levet op til de to krav, og udsigten til et fald i antallet af skattebetalere og en stigning i antallet af mennesker – flygtninge, migranter og ældre borgere – på offentlig forsørgelse gør det afgørende nødvendigt at skrue skattesystemet sammen, så det medvirker til og ikke modvirker vækst.

Om en lempelse af topskatten er en god forretning for statskassen er imidlertid ikke det vigtigste spørgsmål i skattedebatten. Størrelsen af skatteopkrævningen har en direkte sammenhæng med borgernes frihed. Skal borgerne aflevere en meget stor del af deres indtægter til statens anvendelse, mister de friheden til at indrette deres liv, som de vil. Friheden til at vælge mellem at arbejde eller bruge mere tid på for eksempel børnene indsnævres. Friheden til at prioritere fritid og oplevelser bliver mindre. Og så videre. Groft sagt handler diskussionen om skattetrykket om meget mere end penge. Skal vi som nation udvikle os til et lommepengesamfund, hvor vores liv bestyres af bureaukrater og politikere? Eller ønsker vi et samfund, hvor borgerne i høj grad selv prioriterer deres penge og arbejdsindsats og tager ansvar for deres valg?

Lægger man moms og afgifter på forbrug oven i den skat, som topskatteydere betaler, vokser den reelle marginalskat ifølge en undersøgelse fra tænketanken Cepos til knap 68 procent. Skattepolitik er værdipolitik. Marginalskatten er ikke blot væksthæmmende, men sammen med den stærkt fejlbehæftede grundskyld kort og godt umoralsk.