Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Skat og overførsler stjæler motivation til at bryde social arv

Det er i højere grad end tidligere forældrenes indkomst der afgør, hvor meget, man selv kommer til at tjene. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIK LUNTANG

Det er et vigtigt liberalt begreb, at enhver er sin egen lykkes smed. Uanset hvor man kommer fra, hvilken baggrund ens forældre har, og hvor velpolstret deres tegnebog har været.

Det er og bør være en vigtig værdi i Danmark, at man med egen flid og dygtighed kan flytte sig socialt og bryde den sociale arv, uanset hvad man har med sig. Og om muligt nå helt til tops.

Berlingske har den seneste uge taget fat på emnet i serien »Den danske Drøm.«

Danmark er stadig blandt de lande i verden med den største sociale mobilitet målt på indkomst. Desværre viser det sig, at det de seneste 15-20 år er blevet sværere at bevæge sig fra at være vokset op med forældre i den laveste indkomstgruppe til selv at tilhøre den højeste.

Flere børn af forældre i den laveste indkomstgruppe end tidligere bliver hængende der, og flere børn af velhavende forældre tilhører selv i dag den øverste femtedel som voksne end i 2000.

»Hvis ikke man som samfund satser på den indre kraft, der er i alle mennesker for at klare sig selv og forsørge sin familie og nå videre end ens forældre, så vil Danmark sande mere til i sine sociale strukturer og samfundet vil gå glip at masser af talent, som ikke bliver udnyttet.«


Og hvis man ikke måler mobiliteten på indkomst, men i stedet ser på, om man er i stand til at bevæge sig ud af den uddannelsesmæssige baggrund, som ens forældre har, så tyder det på, at det ikke står nær så godt til i Danmark, som vi troede.

Ifølge Rockwool Fondens Forskningsenhed ligger vi her omtrent på linje med den sociale mobilitet, der er i USA.

Det handler om mange ting. Om at vores folkeskole grundlæggende ikke er god nok, at vi i dag lever mere opsplittet end tidligere og at den tidlige indsats over for børn i socialt belastede familier ikke har været prioriteret højt nok.

Men det handler også om, at der skal være et stærkt økonomisk incitament til at tage en uddannelse. Når man har høj beskatning af høje indkomster og et fintmasket og generøst socialt sikkerhedsnet, fratager det mange initiativet og lysten til at kravle længere op ad den sociale stige.

Og så handler det om, at vi i Danmark har været alt for dårlige til at stille krav til især indvandrere om at klare sig selv, lære sproget, få en uddannelse og et arbejde. Når man hver måned blot modtager en check fra det offentlige og ellers ikke behøver at gøre noget, er det gift for den sociale mobilitet.

I mange år har venstrefløjen kapret begrebet »negativ social arv« i en politisk argumentation om, at det eneste, der hjælper med at skabe flere mønsterbrydere, er flere pædagoger, mere velfærd og højere ydelser. Men det er en misforståelse.

Velfærdssamfundet hjælper heldigvis mange videre i livet, men det er også med til at passivisere unge, der skal i gang med en uddannelse eller ind på arbejdsmarkedet.

Der er i dag problemer med motivationen i hele uddannelsessystemet, og i bunden af samfundet er det for let at falde ind i en kultur, hvor man læner sig tilbage og lever af overførselsindkomster.

Hvis ikke man som samfund satser på den indre kraft, der er i alle mennesker for at klare sig selv og forsørge sin familie og nå videre end ens forældre, så vil Danmark sande mere til i sine sociale strukturer, og samfundet vil gå glip af masser af talent, som ikke bliver udnyttet.

Vores tiltro til samfundet afhænger af, at det ikke er nedarvede privilegier fra tidligere generationer der afgør, hvilken hylde vi havner på.