Journalister, som får fortrolige oplysninger om kendte danskere, en IT-medarbejder som for sorte penge fremskaffer de fortrolige oplysninger, studentermedarbejdere i Nets som overvåger kendte og ekskærester, en medarbejder i SAS som videregiver oplysninger om kongefamiliens rejser, og en eksmedarbejder fra et billedugeblad, som pludselig føler trang til at lette samvittigheden og fortælle, hvordan hun – forgæves – søgte at stoppe uhyrlighederne. Og en formand for den bestemmende ejerfond i et stort mediehus, som smækker med døren på vej ud af rodet.

Det, der begyndte som Se og Hør-skandalen, men rettelig har udviklet sig til en overvågningsskandale, tegner et broget og uappetitligt billede af, hvad der kan ske, når medarbejderkulturen i en virksomhed rådner, ansvaret forflygtiges, og de, som tilsyneladende ved, hvad der foregår, ikke tør råbe op. Den foreløbige kulmination blev nået, da formanden for Allerfonden, professor Linda Nielsen, valgte at gå i åbenbar frustration over, at den interne undersøgelse, der er sat i gang hos Aller, ikke kommer vidt nok omkring. Det taler til Linda Nielsens ære, at hun siger fra i fuld offentlighed. Man kan tilføje, at det også er en klog beslutning i betragtning af, at hun er formand for Det Kriminalpræventive Råd.

Linda Nielsens beslutning afdækker en anden side af overvågningsskandalen, nemlig en ledelses ansvar. Uanset at en topchef, bestyrelse, minister, borgmester eller tilsynsmyndighed umuligt kan vide alt, hvad der foregår i en virksomhed, den være sig privat eller offentlig, så ligger det endelige ansvar øverst i systemet. Men man må også have lov at spørge: Hvad med den enkelte medarbejders ansvar? Gennem det seneste tiår har der været talt meget om individualisering af arbejdet, hjemmearbejde, selvledelse, personlig branding med meget mere. Og det er skam fint altsammen. Men det kræver ikke bare et ledelsesansvar, det kræver også et ansvar, der går nede fra den enkelte medarbejder og op.

Det er nemt at løfte en moralsk pegefinger. Men det må stå klart, at de journalister og andre på ugebladet Se og Hør, som benyttede sig af fortrolige kreditkortoplysninger, ikke kan have været i tvivl om, at de var på gale veje. Den medarbejder i Nets, som fiskede de fortrolige oplysninger ud af IT-systemerne for 10.000 kr. om måneden og adgang til at være i nærheden af de kendte, kan ikke have været i tvivl om, at han overtrådte alle regler. De medarbejdere i Nets, som åbenbart har overvåget ekskæresters bankkonti, har udmærket vidst, at de gjorde noget forkert. Og så er der andre, som har kendt til, hvad der er foregået, uden at mæle et ord. 

Man kan også tænke på pædagoger, der bevilger hinanden øv-dage på skatteydernes regning, eller sosu-assistenter på private indkøb i arbejdstiden. Dårlig arbejdsmoral kan findes mange steder, og Se og Hør-forholdene er heldigvis ikke betegnende for hele pressen. Skandalen begyndte med en bog, der ret beset er et hævntogt mod en tidligere arbejdsplads. Men det er godt, hvis alt er kommet frem. Imens kan alle vi andre tænke over, at sagen ikke blot handler om ledelse og kontrol, men også, at den enkelte må tage et ansvar og af og til sige fra.