Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Selv helt unge kriminelle skal mærke en konsekvens

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og børne- og socialminister Mai Mercado (K) præsenterede fredag på et pressemøde i Justitsministeriet regeringens nye udspil om indsatsen mod ungdomskriminalitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Udspillet har været ventet længe. Og der har været sagt meget om kriminelle børn og unge, og hvad man stiller op med dem. Det er der en god grund til. Det er nemlig ikke nogen nem sag, som de to ministre for justits- og socialområdet har taget hul på med deres udspil til et nyt ungdomskriminalitetsnævn. Det er en følsom sag, der kræver omtanke og handling.

På den ene side er det afgørende vigtigt, at selv børn ned til 12 år mærker, at deres kriminelle handlinger har en konsekvens, og at de ikke bare kan fortsætte i samme spor, uden at samfundet har mulighed for at tage fat i dem. De skal vide, at hammeren falder, og ofrene for deres kriminalitet skal ikke kunne møde dem næste dag med et stort, hoverende grin. Den slags krænker retsfølelsen.

På den anden side rejser det spørgsmålet om, hvor gammel man skal være for at kunne overskue – og stå til ansvar for – sine handlinger over for samfundet og domstolene, med alt hvad det indebærer. For det tredje handler det om, hvad der virker, når samfundet sætter ind for at forhindre et ungt menneske i at fortsætte en kriminel løbebane.

I det lys ligner det et fornuftigt og afbalanceret kompromis, som regeringen er nået frem til. Den konservative leder, Søren Pape Poulsen, er løbet fra sit tidligere bastante krav om at nedsætte den kriminelle lavalder, fordi han er blevet klogere af at lytte til jurister og eksperter, siger han. Og det er en ærlig sag, som han må tage de politiske tæsk for, som det giver.

I stedet for en lavere kriminel lavalder og en egentlig ungdomsdomstol, betyder regeringens udspil, at børn og unge mellem 12 og 14 år i stedet vil få deres sag behandlet i et ungdomskriminalitetsnævn, hvis de mistænkes for grov kriminalitet. Frem for en egentlig straf vil de unge kunne få et såkaldt ungepålæg, som udvides til også at omfatte sanktioner som vask af brandbiler, forbedringsforløb, rengøring og andet forefaldende arbejde.

Det nye nævn er lidt af en hybrid mellem en domstol og en fortsættelse af det hidtidige sociale ungdomsarbejde. Det vil kræve en stor indsats at få det til at fungere, og regeringen skylder at klargøre, hvad der sker for barnet og den unge i de tilfælde, hvor han eller hun nægter sig skyldig, eller nægter at udføre det pålæg, som nævnet har bestemt.

Men alene det forhold, at en alvorlig forbrydelse begået af børn eller helt unge betyder, at de fremover møder et alvorligt system af voksne, som har magt til at pålægge dem sanktioner, og at de mærker en konsekvens af deres handlinger, bør have en positiv virkning både på dem selv og det omgivende samfund. Når forældre på sørgeligste vis svigter totalt over for deres egne børn, må samfundet træde til og gøre arbejdet. Det skal ske med omsorg for barnet og den unge, men også med en konsekvent hånd. Bare at lade stå til er ikke at gøre nogen en tjeneste.

Selv om kriminaliteten blandt de 12-14 årige er faldet, har vi desværre set alt for mange eksempler på, at en hård kerne helt ned til 12 år har fået lov til at fortsætte deres kriminalitet, uden at hverken forældre eller myndigheder har grebet ind. Det er den gruppe, man skal have fat i, inden det går helt galt. Og så må Folketinget vedtage de redskaber, der skal til.