Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Sass tjener ikke borgerne ved at gemme sig

Det er for nemt og for svagt af Socialdemokratiets stærke mand, når han undgår uddybende og kritiske spørgsmål. Som folkevalgt bør han svare. Ikke for pressens skyld, men for borgernes.

Henrik Sass Larsen har udtalt om sit forhold til pressen, at »nogle gange er det bedre bare at lade politikerne sidde og mumle løs og ikke sige noget fornuftigt.« Hvilket jo kun kan betegnes som vås. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Folkevalgte er, som ordet siger, valgt af folket. For folket.

Derfor er det både besynderligt og stærkt kritisabelt at opleve, hvordan en af tingets tungeste mænd størstedelen af tiden nægter at tale med de borgere, der har valgt ham ind. Henrik Sass Larsen er gruppeformand hos Socialdemokraterne. Han er en af partiets stærkeste strateger og nærmeste sparringspartnere for formand Mette Frederiksen. I en kommende rød regering vil han indtage en af regeringens tungeste poster. Finansministerposten sandsynligvis. Det besynderlige er, at Sass ikke virker videre interesseret i at agere som folkevalgt. I hvert fald er han ikke særlig interesseret i at tale med borgerne.

Sass ser ingen mening med at være en del af den løbende, politiske debat. Derfor ønsker han kun cirka fire gange om året at stille op til interview. Og allerhelst vil Sass bruge Socialdemokraternes egne kommunikationskanaler. Som da han først på året lod sig interviewe af den tidligere studievært Reimer Bo i et ganske omdiskuteret interview. Sass har udtalt om sit forhold til pressen, at »nogle gange er det bedre bare at lade politikerne sidde og mumle løs og ikke sige noget fornuftigt.«

Hvilket jo kun kan betegnes som vås. Problemet med kun at tale på egne kanaler er netop, at politikerne kan mumle løs uden kritiske spørgsmål, der holder dem ansvarlige på emner, som ikke gik præcis så godt, som politikerne havde stillet i udsigt. Sass vil hellere udvikle politik i egen boble og kun udtale sig, når han ikke bliver modsagt. Det er for nemt og for svagt af Socialdemokratiets stærke mand.

Diskussionen er blevet aktuel, fordi Sass i TV 2 News programmet Pind & Sass sagde: »Vi har fået rodet os ud i alle mulige internationale domstole, konventioner og så videre. Det bliver vores opgave at rode os ud af det, så vi igen får herredømmet over det.«

En ganske markant holdning, som straks fik debatten til at blusse op. For ville Sass melde Danmark ud af internationale konventioner, og var gruppeformanden ved at ændre Socialdemokraternes politik på området? En væsentlig debat, som stod og blafrede i vinden længe, fordi Sass nægtede at svare på opfølgende spørgsmål fra den presse, som han skoser for ikke at ville spørge til substansen. Først halvanden uge senere måtte vi forstå, at Sass ikke mente, at Danmark skal melde sig ud af konventionerne. Blot diskutere deres indhold.

Her må medierne også være selvkritiske. For ja, også i denne sag var der en tendens til, at dækningen kom til at handle mere om Sass’ konflikt med partilinjen end om substansen: Hvordan skal Danmark forholde sig til Menneskerettighedsdomstolen? Den kritik skal vi som medier tage på os. Men denne sag handler i sin kerne ikke om pressen. Og den handler da slet ikke om, at det er synd for pressen, at den ikke kan få svar. Den handler om, at en topfigur i Socialdemokratiet ikke anerkender, at vores samfund er et demokrati, hvor politikerne er en del af den offentlige debat og tør stille sig frem og svare på fair, men kritiske spørgsmål. Ellers ender vi med et samfund, hvor politikere bliver selvhævdende solkonger, der ikke vil afbrydes af irriterende, forstyrrende spørgsmål. Endsige stilles til ansvar.

Folkevalgte toppolitikere bør ikke være frontløbere mod et samfund, hvor politikerne ikke er i debat med borgerne.

METTE ØSTERGAARD