Man skal høre meget, før ørene falder af.

Og man tror næsten ikke sine egne ører, når man læser historien i Berlingske om, at en døv iværksætter kan blive straffet for at give den en skalle og starte sin egen virksomhed. Øjensynlig har den døve smykkeiværksætter Lena Haulrig Lorentzen været så uheldig at sige til Københavns Kommune, at hun arbejder 70 timer om ugen. Det gør man ikke ustraffet.

Når man giver den en ekstra skalle som døv iværksætter, så møder man modstand fra Velfærdsdanmark; og jernhård modstand fra en matematisk formel – man kan kalde den tolkebrøken.

Som døv har man ret til op til 20 timers tolkeassistance, så man bedst muligt kan passe sit job. Det giver selvsagt god mening at hjælpe mennesker med et handicap til at få et så godt og produktivt arbejdsliv som muligt. Komponisten Beethoven (1770-1827) blev selv tiltagende døv gennem livet, og var komplet døv, da han skrev sin niende symfoni. Lena Haulrig Lorentzen er ikke den første til at skabe et rigt arbejdsliv trods et handicap; Beethoven havde næppe sagt nej til lidt tolkeassistance.

Tolkebrøken er et virkeligt interessant fænomen. I tælleren har man det maksimale antal tolketimer, altså 20. I nævneren har man antallet af faktiske arbejdstimer. I Lena Haulrig Lorentzens tilfælde 70 timer og altså en hel del mere end timetallet for en fuldtidsansat i Københavns Kommune med en arbejdstid på 37 timer. Forholdet mellem det maksimale antal tolketimer og den faktiske arbejdstid ganges herefter med det normale ugentlige timetal.

De tre tal proppes let ind i en lommeregner. I Velfærdsdanmark vanker der fuld tolkebistand på 20 timer om ugen, hvis man er så elskværdig ikke at arbejde et sekund længere end 37 timer om ugen. Men hvis man – som Lena Haulrig Lorentzen – arbejder 70 timer om ugen, falder hammeren. Så dykker tolkeassistancen til 10,5 timer om ugen. Det er den ejendommelige matematiske logik i en principafgørelse fra Ankestyrelsen, som Københavns Kommune håndhæver nidkært, selv om formålet med lovgivningen er at give døve lige så gode vilkår for at drive virksomhed som hørende; en slags dummebøde til døve iværksættere.

Lønmodtagerlogikken har dermed sejret totalt. Øjensynligt må det ligge dybt i kulturen i kommunerne og staten, at man tror, at man kan opbygge et virksomhed eller komponere en symfoni på en 37 timers arbejdsuge. Og det er det, som gør sagen principiel.

Fra ordførerne i Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet lyder det, at partierne godt kan se, at det er tosset, at man kan blive straffet med færre tolketimer, fordi man arbejder hårdt som iværksætter. Det gode spørgsmål er imidlertid, hvordan nogen kan finde på at opfinde eller håndhæve en regel som tolkebrøken, når det er velkendt, at selvstændigt erhvervsdrivende i det her samfund ofte arbejder langt mere end 37 timer om ugen – ofte 70.

Lena Haulrig Lorentzen er en helt, fordi hun åbner en debat om, hvordan vi ser på flid og foretagsomhed i Danmark.

Danmarks Statistik har for flere år siden vist, der er en direkte sammenhæng mellem arbejdstidens længde og indkomsten: Jo flere timer man arbejder, jo højere er lønnen. Straffen for at arbejde mange timer hedder i Danmark topskatten, som sætter ind ved 531.000 kroner i indkomst. Princippet i tolkebrøken og topskatten er det samme – man straffes for at give den en skalle. Hvis Lena Haulrig Lorentzen er succesfuld med sin smykkevirksomhed, vil hun opdage, at hun ikke alene får færre tolketimer, men også skal betale topskat.

Måske vi kunne indrette os lidt smartere?

THOMAS BERNT HENRIKSEN