Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.
Coronakrisen medfører et uventet og årsagen taget i betragtning ubehageligt dyk i udslippet af klimagasser nationalt og globalt. En økonomisk nedlukning er ikke og bør ikke være den permanente løsning på klimaproblemet, selv om den giver et klimamæssigt pusterum. Når normaliteten indfinder sig, må vi tilbage til midler til bekæmpelse af klimakrisen, der er forenelig med en mere normal og velstandsudviklende tilværelse.
De økonomiske vismænd og klimarådet mener, at en ensartet afgift på CO2 og andre klimagasser er den billigste måde til at nå de danske klimamålsætninger. De råd har også gyldighed, når coronakrisen er overstået. Tiden er ikke til finanspolitiske stramninger, så indførelsen af CO2-afgiften skal som minimum være finanspolitisk neutral og krisen taget i betragtning gerne finanspolitisk ekspansiv.
Tænketanken Kraka foreslog for nylig en afgift på 1.250 kr. pr ton CO2-ækvivalent. Klimarådet har foreslået 1.500 kr. Det mente Politiken i en overskrift er en »kæmpeafgift«. Det må være fordi, det ellers klimavenlige dagblad ikke har læst på lektien. Middelskønnet på klimaskadevirkningen fra et ton CO2 ligger omkring de 1.300-1.500 kr, og det er størrelsen af skadevirkningen, der bør bestemme niveauet for CO2-afgiften.
Forudsætningen for, at afgiften virker, er, at der ryddes op i det eksisterende afgifts- og tilskudssystem, som ifølge formand for Klimarådet professor Peter Møllgaard er en »rodebunke«. Det har han ret i. Klimarådets rapport viser, at den nuværende beskatning af et ton CO2-udslip varierer fra et par hundrede kroner til 2.000 kr. Benzinafgiften alene beskatter et ton CO2 med 2.000 kr., dertil kommer registreringsafgiften, der også er afhængig af CO2-udslippet. Det er en ensartet afgift på de forskellige kilder til udslip af klimagas, der giver den billigste løsning. Så der er brug for en oprydning i afgiftssystemet, så forskellige kilder til udslip beskattes ens. Den oprydning kan indrettes på en måde, så den finanspolitiske effekt er tilpasset konjunktursituationen.
CO2-afgift bør være et af de vigtigste værktøjer, som klimaminister Dan Jørgensen tager i brug, når coronakrisen er overstået. Dan Jørgensens myndighed rækker kun til at indføre en dansk klimaafgift. Det bedste ville have været en global afgift. En national afgift indebærer risiko for »lækage«, det vil sige, at man flytter produktion ud af landet for at undgå afgiften. Det er ikke et problem i forhold til at nå den nationale klimamålsætning. Det hjælper imidlertid ikke på det globale udslip, som er det, der påvirker klimaet. Lækage betyder også tab af arbejdspladser i Danmark. Det bryder Dan Jørgensen sig naturligt nok ikke om, han har utallige gange bedyret, at klimapolitikken ikke må koste danske arbejdspladser.
Den problemstilling er Klimarådet opmærksom på. Det foreslår derfor, ligesom Kraka gjorde det, at visse industrier og landbruget skal have et bundfradrag for CO2-afgiften, så et vist basisudslip er afgiftsfrit. Forslaget kombineres med et tilskud svarende til afgiften pr ton CO2, hvis virksomheden kan reducere udslippet til mindre end basisudslippet. Det elegante ved den løsning er, at den eliminerer eller reducerer lækageproblemet samtidig med, at incitamentet til at reducere udslippet bevares.
Coronakrisen har ikke mindsket behovet for en omkostningseffektiv klimatilpasning, tværtimod, den har gjort omkostningseffektivitet mere nødvendig.
OLE P. KRISTENSEN
