Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Rød planfor sygehusene

Prisværdigt at S-SF spiller ud med sygehus­plan, men reelt tør partierne ikke sætte spørgsmålstegn ved sygehusudgifterne.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lad os være positive i udgangspunktet. Det er flot, at oppositionspartierne spiller ud med en plan for sygehusvæsenet. Forudsat at partierne kan bevare enigheden frem til næste valg og måske endda få de Radikale med på planen, har vælgerne en reel mulighed for at forholde sig til de to partiers hensigter på sundhedsområdet. Der er også gode takter i forslagene, og der er i al fald et grundlæggende synspunkt, som man må rose S-SF for at melde ud, nemlig at partierne har erkendt, at privathospitaler er kommet for at blive, og at konkurrence kan være sundt. Kunne den erkendelse brede sig til andre områder inden for den offentlige service, er der håb for velfærdsdiskussionen. SFs formand Villy Søvndal er endog så kry, at han undrer sig over, at han skal belære en liberal regering om, at øget konkurrence er den rigtige vej.

Man skal dog have et par stærke briller på, for at konkurrenceelementerne i S-SF-udspillet står tindrende klart. Eksempelvis vil partierne sikre udskrevne patienter billigere medicin via hospitalerne. Det smager af yderligere offentlige tilskud. Var det ikke bedre at kigge på apotekernes monopollignende status og skabe reel konkurrence på salg af medicin? Yderligere vil partierne sende behandlingerne på privathospitalerne i udbud. Det kan lyde fornuftigt nok at holde øje med prisfastsættelsen; men pointen i det frie sygehusvalg har jo netop været, at pengene følger patienten, som herved selv kan vælge, hvor en behandling skal foregå. Det frie sygehusvalg har været en spore for de offentlige hospitaler til at foretage nødvendige effektiviseringer. S-SF ønsker også, at privathospitaler skal påtage sig et ansvar for fejloperationer. Det er et rimeligt forslag. Men for det første viser erfaringerne, at det kan være endog meget vanskeligt at påpege lægelige fejl. For det andet kræver forslaget, at de nuværende regler laves om, så privathospitalerne i højere grad ligestilles med de offentlige sygehuse. Og ønsker S-SF i virkeligheden det? Man kan have sin tvivl.

S-formanden Helle Thorning-Schmidt erklærer, at partierne vil sikre, at pengene bruges fornuftigt i hospitalssektoren. Jo, tak. Men udspillet sætter ikke spørgsmålstegn ved størrelsen af hospitalsudgifterne, der nærmer sig 100 milliarder kroner om året, eller om der kunne foretages yderligere effektiviseringer på de offentlige sygehuse. Partierne mener, at hospitalerne med deres forslag kunne undgå de nuværende fyringer. S-SF ser altså helt bort fra, at de nuværende afskedigelser kommer, efter at regionerne har ansat medarbejdere i tusindtal det seneste år på de offentlige sygehuse og som en følge af en zigzag-styring af hospitalssektoren. Man kan have en fornemmelse af, at forslaget mere end at skulle være til gavn for patienterne, er ment som en jobgaranti for medarbejderne på de offentlige sygehuse, hvoraf mange formentlig hører til partiernes vælgere. S-SF skal have ros for at turde diskutere offentlige udgifter og foreslå prioriteringer i sygehusvæsenet. Men et håndfast og tiltrængt opgør med størrelsen af de offentlige udgifter er der desværre langtfra tale om.