Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Rød opløsning

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man nogle gange synes, at det ser lidt svært ud for Lars Løkke Rasmussen med den brogede flok af blå partier, som skal blive enige om alt fra skattelettelser til vindmøller, så er det for intet at regne mod den splittelse, der udfolder i den modsatte ende af Folketinget. Et år efter at rød blok blev sat fra magten, skændes partierne indbyrdes i en grad, så det må være svært for Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen at se, hvad der overhovedet er at bygge en alternativ regering på.

I pinsen har marxister, trotskister, leninister og hvem der er ellers er samlet af yderligtgående kulørte folk i Enhedslisten holdt landsmøde. Den nye politiske ordfører Pernille Skipper lagde ud med i flere interviews at slå fast, at fællesskabet i rød blok er dødt. Det samme mener Alternativet i øvrigt. Partiet som den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass Larsen for nylig kaldte for »et bluffnummer.« SFs formand Pia Olsen Dyhr sagde i weekenden af den største fejl SF har begået var de indrømmelser, som hendes forgænger Villys Søvndal gav Socialdemokraterne og Radikale, da de tre partier dannede regering i Det sorte Tårn på Amager. Og for at understrege den særlige form for hygge i rød blok, så kaldte den radikale værdiordfører Zenia Stampe for nylig Socialdemokraterne for »hamrende usolidariske« i udlændingepolitikken og Socialdemokraterne svarede igen med at kalde de radikale rabiate og »helt på månen.«

Det er svært at se, at fem partier til venstre for regeringen skulle udgøre noget alternativ til den nuværende regering i overhovedet. Skræller man det voldsomme sprogbrug, som er slemt nok, fra, så kan man konstatere, at partierne ligger milevidt fra hinanden både i udlændingepolitikken, den økonomiske politik, EU-politikken, klimapolitikken og på mange andre områder. Til sit forsvar siger Socialdemokraterne så, at partiet slet ikke vil bekymre sig så meget om småpartierne på venstrefløjen men samarbejde hen over midten, hvis der skulle komme et rødt flertal. Det lyder jo smukt, men holder ikke. Den pris, som skal betales til det røde parlamentarisk grundlag i form af lempelig udlændingepolitik, højere skat og større offentlige udgifter, vil sætte Danmark på en forkert kurs. Det er simpelthen ikke muligt, at samarbejde kun til højre side. Med den profilering SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet er ved at varme op til, vil Mette Frederiksen som statsminister skulle kigge sig over skulderen hver gang hun foretager sig det mindste, og Helle Thornings-Schmidts kaotiske regeringstid vil hurtigt komme til at ligne den rene idyl i sammenligningen.

De politiske systemer ikke bare i Danmark er ramt af en alvorlig tillidskrise i disse år. Det betyder, at partier, som ikke gør sig nogen forestilling om, at de skal være en del af magten, har succes og kan vinde opbakning på en populisme, der ligger meget langt fra virkelighedens muligheder. Og jo mere venstrefløjen fører sig frem med 30 timers arbejdsuge, borgerløn, kødfrie dage, højere skatter, udmeldelse af EU og åbne grænser, des mere fremstår alternativet til Lars Løkke Rasmussen som en ustabil, tvivlsom og mareridtagtig mulighed.