Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Retten til en identitet

»Men de voksne må gøre sig klart, at børn ikke selv vælger deres forældre, hvad enten disse nu er biologiske eller ej.«

Foto: Henning Bagger

Det kan være svært nok for en almindelig gennemsnitsteenager at vokse op og forsøge at finde sig selv. For 19-årige Marcus Vestergaard Pedersen var det, som han berettede til Berlingske, nærmest en åbenbaring, da han fik bekræftet den mistanke, han og hans forældre havde næret, siden han var barn: At Marcus, som var undfanget ved kunstig befrugtning, ikke har et biologisk fællesskab med sine forældre. Der var sket en fejl på fertilitetsklinikken. Derfor adskiller han sig med sin mørke hud og sit sorte hår fra sine lyse forældre.

Læs også: »Det kom ikke som et chok. Det var nærmere en åbenbaring«

Det siger sig selv, at den slags fejl ikke må ske, og Marcus’ historie hører heldigvis til de sjældne. At den for ham rummer en bitter fortælling om en opvækst præget af ensomhed og mobning er den ulykkelige side af sagen. Den kan nok så mange undskyldninger eller et forlig med fertilitetsklinikken ikke rette op på. Men historien om Marcus rummer et videre perspektiv. Han udtrykker det selv rammende: »Jeg er ikke en stol i Ikea, der er blevet pakket ind i den forkerte kasse. Det drejer sig om menneskeliv.«

Netop. Det drejer sig om menneskeliv, og det er vigtigt at lægge sig på sinde i en tid, hvor traditionelle familie- og levemønstre ændrer sig. I dag er det almindeligt, at voksne gennemlever flere parforhold med egne og sammenbragte børn. Der findes masser af eneforsørgere. Homoseksuelle lever åbent sammen, ikke sjældent med børn. Barnløse kan få hjælp gennem fertilitetsklinikker. Enlige adopterer eller får børn via kunstig befrugtning. Det er fint, at seksuelle tabuer er brudt ned, så man ikke behøver at leve med skam eller hån. Børn vokser op i regnbuefamilier eller regulære storfamilier med skiftende voksne og halvsøskende. De allerfleste af disse børn får heldigvis en god og tryg opvækst.

Men de voksne må gøre sig klart, at børn ikke selv vælger deres forældre, hvad enten disse nu er biologiske eller ej. At børn har krav på tryghed og omsorg, og at det kan være frygteligt forvirrende og udfordrende for et barn at skulle forholde sig til omskiftelserne. Hvor meget godt man end kan sige om friheden til at leve, som man vil, og muligheden for at få børn, selv om man ikke lever i en traditionel kernefamilie, så foregår dette liv på de voksnes præmisser og ud fra deres ønsker. Mindre børn afskyr som regel forandringer og vil helst ikke skille sig for meget ud fra andre. De fleste børn, som er adopteret, får »nye voksne« eller er født ved kunstig befrugtning, lever fint med det. Men for nogle er der uovervindelige traumer forbundet ved i en eller anden forstand at være anderledes.

Læs også: »Man går glip af tiden med sig selv«

At finde sin egen identitet er en omfattende proces, når man udvikler sig fra barn til voksen. Ressourcerne til den identitet henter man flere steder i en blanding af arv og miljø. I dag jagter vi vores identitet samtidig med, at identiteter synes at være i opløsning i form af køn, familietilknytning og herkomst. Men man kan ikke bare kaste sin personlighed, sin baggrund og sit køn af sig. Voksne, der påtager sig opgaven at føde, adoptere og opdrage et barn må huske, at det barn er et lille menneske i sin egen ret. Og dermed har det ret til at kende sin baggrund og finde sig selv ud fra den.