Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Rendyrket socialisme

Regeringen må på strategisk tilbagetog i den efterhånden groteske sag om madpakke­ordningen i daginstitutioner.

Det ligner nærmest en dårlig nytårsspøg: Forældre til børn i et par århusianske børnehaver må kæmpe indædt og gå omkring Skatterådet for at opnå retten til at smøre en madpakke til deres egne børn, mens en – i al fald på papiret – borgerlig velfærdsminister med vold og magt vil tvinge en institutionaliseret madpakke ned i halsen på landets børnehavebørn.

Heldigvis er minsteren kommet så meget til besindelse, at hun vil overveje en mere fleksibel ordning sammen med forligsparterne – som tilsyneladende er ved at flygte skrigende fra beslutningen. Men Danmarks såkaldt liberale parti, Venstre, kunne vist trænge til en en selvransagelse og en diskussion om frihed og ansvar, inden det interne oprør i baglandet breder sig.

Folketingets formand, Venstre-manden Thor Pedersen, udtrykker præcis, hvad madpakkeordningen er: »rendyrket socialisme«; og det skal vist ikke opfattes som et udslag af 25-års jubilarens kendte sorte humor. Der er nemlig ikke noget at grine ad i denne groteske madpakkesag, som aldrig burde være blevet en sag.

En tvangsforanstaltning, der fratager forældre en grundlæggende frihedsrettighed i forhold til deres børn og samtidig påtvinger dem en ekstra udgift, i realiteten en ekstra skat, kan aldrig blive borgerlig politik. Statsminister Lars Løkke Rasmussen må simpelthen trykke på stopknappen og indlede et strategisk tilbagetog, så beslutningen kan blive omgjort.

Det er set før. Vi skal ganske vist over 40 år tilbage i tiden for at finde et fortilfælde. Dengang da den daværende socialdemokratisk ledede regering påtvang alle bilister at sætte stænklapper på bilerne. Et overflødigt tiltag, som politikerne efter en heftig, offentlig debat var storsindede nok til at afskaffe igen.

I den aktuelle madpakkesag må man for det første undre sig over, at en borgerlig regering overhovedet har kunnet gå ind på denne tvangstankegang. Det tyder desværre på, at regeringspartierne, især Venstre, ikke længere ser sig som udfordrere af systemet, dem der tør sætte spørgsmålstegn ved automatiserede velfærdsordninger og pege på andre muligheder, men tværtimod er blevet velfærds­systemets bevarere.

I så grotesk grad, at man dårligt nok tør fortælle vælgerne, at velfærd koster penge, og at der selv i et overbeskyttende velfærdssamfund må være noget, der hedder eget initiativ og personligt ansvar. For det andet er det urimeligt, at der skal gå så lang tid, fra madpakkeforslaget lanceres, til det går op for regeringen, at loven ikke er holdbar. Og at det kun sker, fordi en flok forældre i Århus stædigt fastholder retten til at tage vare om deres egne børn.

Velfærdsminister Karen Ellemann (V) anfører, at forældrene har frit valg til ikke at sende deres børn i børnehave. Det kan i høj grad diskuteres, om forældre i dag har det valg; i al fald er der politikere tæt på regeringen, som gerne vil fratage dem det. Hvad maden angår, er der god grund til at diskutere børns kost, sundhed, madordninger, køkkenfaciliteter med mere. Men kunne det ikke godt ske på et frivilligt og konstruktivt grundlag. Socialisme har vi set rigeligt af.