Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Regeringen har foranlediget af et EU-direktiv fremsat et lovforslag til skærpelse af konkurrenceloven. Det er en heftig sag på 415 sider, der øger konkurrencemyndighedernes beføjelser og indfører nye sanktionsmuligheder over for virksomhederne. Det er prisværdigt med en skrap konkurrencelov. Fri og åben konkurrence nationalt og på tværs af landegrænser er en af de vigtigste drivkræfter til fremme af velstand. Produktivitetskommissionen pegede da også på styrket konkurrence, som et af de bedste midler til at øge produktiviteten.