Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Regeringen viger udenom de svære beslutninger

Mette Frederiksen kan kun være tilfreds med sit første halve år ved magten, for regeringen klarer sig strålende. Det skyldes dog i høj grad, at alt det svære henstår.

Mette Frederiksen ankommer sammen med stabschef Martin Rossen til sit kontor på Christiansborg, tirsdag 25. juni 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Det er ikke svært at forestille sig, at statsministeren og hendes de facto-vicestatsminister Martin Rossen slår glassene ekstra hårdt mod hinanden i en festlig skål, nu hvor året rinder ud.

Det skal være dem vel undt. Den socialdemokratiske regering klarer sig strålende, ingen ministre er kommet på glat is, støttepartierne er ikke helt så besværlige, som man kunne have frygtet, og den borgerlige opposition har endnu ikke formået at rejse sig efter folketingsvalgets eklatante nederlag.

Men det er samtidig på sin plads at dryppe lidt malurt i champagnen. For selvom regeringen ganske rigtigt fremstår stærk og handlekraftig, står det ikke helt klart, hvad Mette Frederiksen og hendes ministre egentlig har opnået?

Vi har endnu ikke fået blot antydningen af et svar på, hvordan det vigtigste socialdemokratiske valgløfte – tidligere pension til nedslidte – skal føres ud i livet. Den nødvendige reform af sundhedsvæsenet, som alle parter på tværs af faglige og politiske skel efterspørger, er udskudt. Regeringen har ikke fået gjort noget ved problemerne med uretfærdig udligning mellem kommunerne – problemer, som den borgerlige regering også måtte opgive at løse. Den såkaldte ydelseskommission, som skal se på blandt andet kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen, nåede lige akkurat at blive nedsat før jul, men kommer ikke med nogle svar, før 2021 står for døren.

»Derfor har Enhedslistens Pernille Skipper med god ret afvist overhovedet at bruge ordet minimumsnormeringer om finanslovsresultatet.«


Det store slagnummer på finansloven for næste år er minimumsnormeringer. Men for det første vil forældrene have overordentligt svært ved at mærke de store forandringer i hverdagen: Til næste år vil de penge, der er blevet sat af, ifølge tal fra BUPL, række til 1.500 årsværk, hvilket svarer til, at man kan ansætte en pædagog i 14 timer om ugen – per institution vel at mærke, ikke per stue.

I de efterfølgende år vil beløbet dog gradvis blive øget, men det er ikke en revolution, vi står over for. For det andet er de mest interessante beslutninger udskudt: Vi ved endnu ikke, hvordan normeringerne præcist skal opgøres (tæller en pædagog, der ordner papirarbejde eller er syg, for eksempel med?), og vi ved heller ikke, om normeringerne skal gælde på kommuneniveau eller på institutionsniveau. Derfor har Enhedslistens Pernille Skipper med god ret afvist overhovedet at bruge ordet minimumsnormeringer om finanslovsresultatet.

»Jo, regeringen har succes, men det er en overfladisk succes.«


Regeringen har også fået vedtaget en klimalov, som er både yderst ambitiøs og usædvanligt bredt funderet. Vi har desuden fået en lang række nye strukturer på det klimapolitiske område: I Finansministeriet er der oprettet et nyt center for grøn økonomi, klima og EU, regeringen har oprettet et udvalg for grøn omstilling, erhvervslivet bliver samlet i en række nye såkaldte Klimapartnerskaber, og Klimarådet bliver udvidet. Men hvad der helt konkret skal ske af ændringer i det danske samfund for at nå målet om 70 procent mindre CO2-udledning, har regeringen endnu kun ganske få og vage svar på.

Netop klimalov og minimumsnormeringer er væsentlige eksempler på statsministerens metode: Hun får det til at se ud af en hel masse, og så viger hun udenom de svære beslutninger og udskyder alt det besværlige og vanskelige til senere.

Jo, regeringen har succes, men det er en overfladisk succes. Om Mette Frederiksen rent faktisk formår at skabe vægtige resultater, er stadig et åbent spørgsmål.

AMALIE LYHNE