Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Regeringen åbner en ladeport for grønne fejlbeslutninger

Regeringens forslag til en CO2-afgift er et skridt i den rigtige retning. Men forslaget mangler konsekvens. Afgiften er ikke ens for alle, og den suppleres med uhensigtsmæssige støtteordninger.

Skatteminister Jeppe Bruus, klimaminister Dan Jørgensen og erhvervsminister Simon Kollerup præsenterede onsdag udspillet til en grøn skattereform. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så kom regeringens udspil om en afgift på udledning af CO2, som er det middel, økonomer længe har anbefalet som det mest effektive i klimapolitikken. Regeringen bygger stort set på en af de modeller, som et ekspertudvalg fremlagde for et par måneder siden. Regeringen har valgt en model, der giver rabat til virksomheder med store udledninger.

Det er samfundsøkonomisk en dyrere model end den rene model med ens afgift til alle virksomheder. Rabatten begrundes med hensyn til danske arbejdspladser i virksomheder med stor udledning, for eksempel Aalborg Portland. Det er en dårlig begrundelse, fordi den dårligere samfundsøkonomi i modellen med rabat koster arbejdspladser andre steder, så den samlede beskæftigelsesmæssige effekt er den samme. En bedre og klimarelateret begrundelse for rabatten er at reducere CO2-lækage til udlandet, men den begrundelse anfægtes af mange eksperter, herunder De Økonomiske Vismænd.

En CO2-afgift er det mest effektive middel, fordi det, når den er indført, overlades til markedskræfterne at finde frem til de billigste måder at reducere udslippet af klimagasser. Det er i praksis mere effektivt end det planøkonomiske alternativ, hvor politikerne med regler og tilskud forsøger at styre forbrugernes og virksomhedernes adfærd. Hvis afgiften skal virke efter hensigten, skal politikerne holde fingrene væk, når afgiften er indført.

Det lever regeringens forslag ikke op til. Der skal etableres en »grøn fond« på syv milliarder kroner, som delvis finansieres af CO2-afgiften, men også af andre offentlige midler. Fondens penge skal gives som støtte til omstilling i virksomhederne og til indfangning og oplagring af CO2. Det er et overflødigt tiltag, afgiften i sig selv giver incitament til omstilling og indfangning af CO2. Det ville være bedre at anvende provenuet fra CO2-afgiften til en generel lettelse af beskatningen, eksempelvis i form af en sænkning af selskabsskatten.

Støtteordningerne åbner en ladeport for fejlbeslutninger og belønning af lobbyvirksomhed. Det nuværende energisyn skal udvides til et klimasyn, her bliver der rige muligheder for ekstra bureaukrati i staten og i virksomhederne.

Man kan diskutere størrelsen af CO2-afgiften, som i udgangspunktet er 750 kroner pr ton CO2, vismændene har argumenteret for 1.200 kroner. For virksomheder inden for EUs kvotesystem er afgiften dog 1.125 kroner inklusive kvoteprisen. Her har regeringen skærpet eksperternes forslag, for de 1.125 kroner er mindsteprisen, og hvis kvoteprisen falder, øges afgiften tilsvarende.

Afgiften indfases fra 2025 og vil være fuldt indført i 2030. Afgiften vil ifølge eksperternes beregning bidrage med en reduktion af CO2-udslippet med 3,7 millioner ton i 2030. Regeringen fremhævede på pressemødet med en vis stolthed, at det er det største enkeltbidrag, der endnu er truffet beslutning om. Det er ærgerligt, at afgiftsinstrumentet ikke er blevet brugt tidligere og i større omfang.

Landbrugets udslip af klimagasser, der ikke er relateret til forbruget af energi, er ikke omfattet af afgiften. Regeringen afventer en rapport fra ekspertudvalget til efteråret, så det effektive afgiftsmiddel også kommer til at omfatte landbruget.

Regeringens forslag er et skridt i den rigtige retning, selvom der er mulighed for forbedringer. Men regeringen er kommet langt siden klimaminister Dan Jørgensen erklærede, at CO2-afgift var Georg Gearløs-agtig. Ole P. Kristensen