Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Reformpausen rammer de kommende generationer

Reformer af indkomstoverførsler og skat er gået i stå under VLAK-regeringen. Regeringen har heller ikke for alvor fået gang i effektivitets- og kvalitetsfremmende reformer af den offentlige sektor. Prisen er mindre velstand og velfærd, som betales af de kommende generationer.

»Regeringen har ikke evnet at skaffe 90 mandater bag forslagene (om reformer, red.)« Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

VLAK-regeringens ambitioner, som de var formuleret i regeringsgrundlaget, var tårnhøje. Reformer skulle sikre en øget beskæftigelse på 55.000-60.000 personer og en løftet velstand på 80 mia. kr. Vejen til den slags forøgelse af velfærden, som ikke mindst tilfalder de kommende generationer, er brolagt med reformer af skat og overførselsindkomster, der øger gevinsten ved at være i arbejde, ved at arbejde mere og ved at arbejde mere produktivt.

Regeringens resultater ligger desværre milevidt fra ambitionerne. En opgørelse, foretaget af tænketanken Cepos baseret på tal fra Finansministeriet, viser, at regeringen kun har formået at hæve beskæftigelsen med 4.700 personer, hvilket udgør mindre end ti pct. af målsætningen. Det er ikke imponerende.

Det er det heller ikke sammenlignet med de forudgående regeringers resultater. Fogh-regeringerne øgede arbejdsudbuddet med mindst 130.000 personer. Thorning-Schmidts regeringer øgede arbejdsudbuddet med 36.500 personer. VLAK-regeringen indtager en bedrøvelig sidsteplads blandt dette århundredes regeringer med hensyn til skabelse af arbejdsudbud og velstand.

»Det burde være muligt at overbevise vælgerne om, at det ikke er en fornuftig politik.«


Den umiddelbare forklaring på regeringens fiasko er politisk. Regeringen har rent faktisk fremsat forslag til reformer – sænkning af topskatten, hævning af pensionsalderen for at nævne nogle eksempler – der ville have bidraget til at virkeliggøre regeringens ambitioner. Men regeringen har ikke evnet at skaffe 90 mandater bag forslagene. Den ulyksalige alliance mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om at føre visnepolitik i forhold til velstandsfremmende reformer har udgjort en effektiv blokering. Men regeringen kunne have opført sig mere fermt i forhold til at opbløde eller opløse de to partiers reaktionære modstand mod reformer. DF har trods alt stemt for alle de tidligere regeringers reformer, og Socialdemokratiet har stemt for mange af dem.

Socialdemokratiet udgør et særligt problem. Partiet er ikke til at hugge eller stikke i, når det er i opposition, mens det kan agere helt reform-fornuftigt, når det er i regering, i hvert fald hvis de Radikale også er med i regeringen.

Hvis man betragter hele perioden fra 2001, er der dog grund til et vist lyssyn. De reformer, der er gennemført forud for VLAK, er ganske imponerende og har givet markante resultater for velstandsudviklingen. De fleste politiske analytikere ville i 2001 forsværge, at det ville være politisk muligt at gennemføre de reformer, der er gennemført. Det gør det ikke mindre deprimerende, at reformerne er gået i stå under VLAK-regeringen.

Forløbet siden 2001 viser, at det er muligt at reformere indkomstoverførslerne og i et vist omfang skatterne. Man kan mene, at det er for lidt og for sent, men reformer er der gennemført. Det ligger langt tungere, når det gælder reformer af den offentlige sektor. Her er behovet mindst lige så stort. Der er et kæmpe potentiale for at øge effektivitet og forbedre kvalitet i den offentlige sektor. Her er modstanden imidlertid velorganiseret og politisk stærk. Regeringen har med Sophie Løhde i spidsen forsøgt sig med en såkaldt Sammenhængsreform, men den har som så mange tidligere forsøg kun kunnet kradse i overfladen. Der skal langt mere radikale reformer til.

Regningen for de manglende reformer betales af de kommende generationer. Det burde være muligt at overbevise vælgerne om, at det ikke er en fornuftig politik.

OLE P. KRISTENSEN