Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Putins plan

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag skal EUs udenrigsministre på et møde i Bruxelle­s nok en gang tage stilling til, om de vil skærpe sanktionerne mod Rusland. Forventningen er, at der allerhøjst – om overhovedet – bliver tale om at udvide kredsen af personer, der vil få indrejseforbud til EU og indefrosset deres midler i europæiske banker – ligesom udvalgte russiske virksomheder måske vil blive omfattet af handelssanktioner. De såkaldte fase 3­-sanktioner, der omfatter hele sektorer, og som EU gentagne gange har truet med, bliver næppe en realitet.

Spørgsmålet er så, hvorfor EU reagerer så valent på Ruslands utilslørede aggression: Over de seneste uger har Rusland helt åbenlyst kørt kamptropper, kampvogne, pansrede mandskabsvogne, tungt artilleri og luftværnsraketter ind over grænsen til Ukraine, samtidig med at russiske såkaldt humanitære konvojer af last­biler, hvis indhold ingen får lov til at tjekke hverken på vej ind eller ud, er blevet dagens orden.

Forklaringen på EUs langmodighed er desværre, at den opfattelse har bredt sig, at sanktionerne gør mere ondt på os selv end på Rusland. De afholder jo helt tydeligt ikke Rusland fra at fortsætte sit felttog.

Men analysen er forkert. Putin er skam presset af sanktionerne: Og hans adfærd tager i høj grad sigte på at afværge dem. På weekendens G20-topmøde i Brisbane i Australien, hvor USA og EU truede ham med nye sanktioner, svarede han forsonligt med at understrege, at der efter hans »opfattelse var gode chancer for en løsning, hvor mærkeligt det end måtte lyde, for nu var der eta- bleret strukturer på begge sider, som kunne løse udfordringerne bedre.« Den samme verbale manøvre foretog Rusland senest, Vesten varmede op til nye sanktioner, efter separatisternes illegitime valg i Donetsk og Luhansk for et par uger siden, hvor Vesten truede med nye sanktioner, hvis Rusland anerkendte valgene. Derfor nøjedes Rusland med at »respektere« dem. Og det er også årsagen til, at Rusland fortsat benægter at være til stede militært i Østukraine. Man ved, at det sætter EU i stå: Hvis Rusland stod ved sine handlinger, ville der ikke være noget for EU at betænke sig på. Så ville EU være tvunget til at reagere. Bestandig får de retoriske tricks EU-landene til at tøve.

Efterhånden burde der ikke i EU herske tvivl om, hvad Putins plan er, hvis man ser på, hvad han foretager sig. Valget for Ukraine skal stå mellem at blive et russisk protektorat eller en fejlslagen stat. Sandsynligvis arbejder Rusland også på at skabe en sammenhængende separatiststat i Østukraine og få etableret forbindelse over landjorden til Krim, så man kan spare de mange milliarder, det ellers ville koste at lave ny infrastruktur over Kertj-strædet. På længere sigt håber man på, at en hård vinter med mangel på gas og en økonomi i ruiner vil gøre sydukrainerne langs sortehavskysten møre og stemme dem mildere over for tanken om et tættere tilhørs­forhold til Rusland. Det er derfor, Putin bliver ved med at tale om Nyrusland, der jo omfatter hele det sydlige Ukraine.

EU bør ikke længere lade sig trække rundt i manegen. Nye sanktioner gør ondt på os selv, ja, men en årelang russisk lavintensitetskrig i Ukraine påvirker sandelig også markederne negativt. Det er på tide at vise Putin, at man betaler en høj pris for at ødelægge et andet land.