Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Putin og Erdogan

»Putin er en trussel mod EU. Erdogan er en del af løsningen.«

Hvis nogen havde forestillet sig, at præsident Putin ville få et forklaringsproblem på grund af Panama-papers, der har afsløret, at præsidentens venner har gemt milliarder i skattely, så tog de fejl.

Under sit årlige TV-show »En direkte linje til præsidenten« i torsdags, gik Putin til modangreb. Han påstod slet og ret, at det var en amerikansk konspiration mod Rusland. Putin mente at vide, at Süddeutsche Zeitung, der som det første medie fik overdraget det kompromitterende materiale, er ejet af Goldman Sachs. Det er Süddeutsche Zeutung som bekendt ikke. Men det bør ikke overraske nogen. For erfaringerne med Putin må efterhånden tilsige, at han overhovedet ikke føler sig forpligtet på sandheden.

Det er for eksempel ikke lang tid siden, at den russiske præsident bebudede, at han trækker sig ud af Syrien. Ikke desto mindre lader Rusland og Syrien nu forstå, at de planlægger en storoffensiv mod oprørsgrupperne i Aleppo, hvoraf de fleste ellers er omfattet af den igangværende våbenhvile. Putin trækker sig altså alligevel ikke ud, som han lovede, og han respekterer altså alligevel ikke den indgåede våbenhvile, som han også lovede. Han ved udmærket, at alene truslen om et forstærket angreb på Aleppo givetvis vil sende nye hundreder af tusinde mennesker på flugt mod Tyrkiet. Det Tyrkiet, som i forvejen huser flere millioner flygtninge og oveni har fået til opgave at standse flygtningenes videre færd mod EU.

De nævnte eksempler på Putins usandfærdighed har én ting til fælles: De skaber problemer for Vesten. Hvad enten det er, når Putin stempler USA som skurken bag Panama-papers, eller det er, når russiske bombardementer udløser nye flygtningestrømme, der vil udfordre aftalen mellem Tyrkiet og EU, endnu før den er trådt rigtigt i kraft.

I EU bør man ikke gøre sig nogen illusioner om Rusland. De statskontrollerede russiske medier og de officielle forsvars- og udenrigspolitiske doktriner fra Kreml taler alle samme sprog: Vesten er hovedfjenden. Aktivt forsøger Rusland at fremskynde EUs kollaps med propaganda via medier som Sputnik og RT. Gennem finansiering af udvalgte EU-skeptiske bevægelser og kampagner. Gennem bombninger af Syrien, der rammer civile og udløser flygtningestrømme. Og ved – aktuelt – at fremstille Tyrkiets præsident Erdogan som en mand, EU ikke bør samarbejde med: En mand, der har kastet sit land ud i borgerkrig med kurdere og finansierer terrorister.

Og ret har Putin i, at EU ikke deler værdier med Erdogan. Det viser den tragiske sag med den tyske TV-komiker Jan Böhmermann. Men der er væsentlig forskel. Vi deler hverken værdier med Erdogan eller Putin, men vi deler faktisk interesser med Tyrkiet. Putin er en trussel mod EU. Erdogan er en del af løsningen, fordi kun asylaftalen med ham kan forhindre, at EU opløses i nationalstater, der hver især vil stå svagt over for Rusland.

Det er utilstedeligt, som Tyrkiet, der både er vores NATO-allierede og i tæt partnerskab med EU, har brugt smædedigtet til afpresning af Merkel. At true med at bringe den for EU aldeles afgørende aftale for fald på grund af dette, er helt uforståeligt. Det er en farlig glidebane at acceptere en retssag, uanset at den formentlig afgøres til Böhmermanns fordel. Bag kulissen ler Putin, der som den eneste lukrerer på denne splittelse.