Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Propfyldte gymnasier

»Gymnasiet er blevet så alment, at det sine steder får karakter af en forlænget folkeskole og opbevaringsordning for 16-19-årige, som ellers ikke ved, hvad de skal give sig til.«

Gymnasiet er blevet offer for sin egen succes. Selv om politikerne ønsker, og samfundsdiskussionen retter sig mod, at flere unge bør søge de erhvervsrettede ungdomsuddannelser, er tilstrømningen til ikke mindst hovedstadsområdets gymnasier, så voldsom, at flere gymnasieskoler har måttet bryde klasseloftet på højst 28 elever i en klasse.

I sig selv behøver det ikke være et stort problem, at der bliver lukket et par elever ekstra ind i et klasseværelse. Udover det rent praktiske, at det næppe er sundt for undervisningen, hvis pladsen bliver for kneben og indeklimaet uudholdeligt. Konkret kan man godt overlade til det enkelte gymnasium at håndtere udfordringen, bl.a. fordi nogle elever falder fra i løbet af gymnasieårene, hvorved problemet løser sig selv. Men den bagvedligggende problematik er, at gymnasiet er blevet så alment, at det sine steder får karakter af en forlænget folkeskole og opbevaringsordning for 16-19-årige, som ellers ikke ved, hvad de skal give sig til. Derved udhules gymnasiets formål, undervisningsniveauet daler, og for mange unge ender i en uddannelsesretning, som ikke fører til job og muligheden for at forsørge sig selv.

Man kan ikke klandre gymnasierne for at tage de elever ind, som søger til – det skal de ifølge loven. De gymnasiale uddannelser er i løbet af et par generationer blevet udbygget over hele landet, dels som en form for egnsudvikling, dels som følge af et politisk ønske om, at flest unge så vidt muligt skal gennemføre en ungdomsuddannelse. I sig selv et udmærket og sympatisk mål. Bagsiden af den medalje er, at vi har lullet os ind i en vision om, at hvis blot alle 16-19-årige kom i gymnasiet, efterfølgende tog en videregående uddannelse og derefter satte sig ved et skrivebord med en computer og så kreative ud, skulle Danmarks velfærd være sikret i al fremtid.

Sådan er det desværre ikke. Der er stadig huse, der skal bygges, maskiner, der skal konstrueres, gulve, der skal fejes, jordbær, der skal plukkes, fødevarer, der skal forarbejdes, og varer, der skal langes over disken. Alt det, som kaldes helt almindeligt arbejde, og som er med til at holde samfundet kørende. Formålet med gymnasiet, at give eleverne et fagligt fundament for at tage en længerevarende uddannelse, er udmærket. Men det er ikke alle unge, der skal den vej. I de justeringer af gymnasiereformen, som p.t. synes at ligge stille, bør indgå, at de politiske partier med undervisningsministeren for bordenden tager en overordnet diskussion om ungdomsuddannelserne. Herunder yderligere at styrke de erhvervsrettede uddannelser, så de bliver interessante for en større gruppe af unge, og skærpe adgangskravene, så gymnasiet bliver for de unge, som har lyst og evner til at fortsætte på videregående og akademiske uddannelser. Og ikke mindst forbedre uddannelsesvejledningen, så de unge på et tidligt tidspunkt bliver ledt ind på en uddannelse, der modsvarer deres lyst og kvalifikationer. Det er ikke nemt, som 15-16-årig at afgøre, hvad man skal bruge resten af sit liv på. Men der er i alt fald ingen grund til, at unge skal tilbringe tiden i overfyldte klasserum med undervisning, som de hverken har evner eller interesse for.