Priserne på medicin kan svinge voldsomt, viser en analyse foretaget af Berlingske. Alene i år har der været flere end 1.000 tilfælde, hvor prisen på en bestemt medicin er steget med mere end 100 procent.

Det udgør et kæmpeproblem for patienterne. Det er også underligt, at der er så voldsomme udsving i prisen. Det var til at forstå, hvis efterspørgslen svingede kraftigt eller hvis produktionen var afhængig af vind og vejr. Det er der ikke tale om, efterspørgslen er temmelig stabil og forudsigelig, og produktionen er ikke afhængig af vind og vejr, som den er for jordbær.

På et normalt fungerende marked vil den slags voldsomme prisudsving ikke forekomme. Men markedet for medicin er ikke normalt. Producenter, der udvikler ny medicin, får i en periode eneret på at producere og sælge den pågældende medicin. Det begrænser konkurrencen, men det er en nødvendig begrænsning for at lokke producenterne til at foretage de meget dyre og risikable investeringer i at udvikle ny medicin, som vi alle har stor glæde af. Man kan altid diskutere varigheden af eneretten, men den er nødvendig.

Markedet for medicin er også unormalt, fordi den offentlige sektor direkte eller indirekte er den helt dominerende aftager af medicin. Man skal ikke lede længe efter eksempler på, at den offentlige sektor håndterer rollen som indkøber ret kluntet. Det er måske her, hunden ligger begravet. For kopimedicin gælder, at virksomhederne hver 14. dag skal melde ind til Lægemiddelstyrelsen, hvilke priser, de vil sælge til. Den laveste pris får hovedparten af leverancen de næste 14 dage. Det system er egnet til at presse priserne, men systemet er ikke velegnet til at sikre stabile og tillidsfulde relationer mellem køber og sælger og dermed stabile leverancer af medicin, især ikke hvis salget er meget beskedent.

Sundhedsminister Magnus Heunickes (S) tanker om at indføre et prisloft udgør ikke en løsning. Normalt kommer der ikke noget godt ud af, at staten blander sig i prisdannelsen ved at indføre prisloft. Der er risiko for, at medicin underkastet et ensidigt fastlagt prisloft slet ikke kommer til landet.

Så er der mere fornuft i Konkurrencestyrelsens forslag om ikke at offentliggøre de »tabende« bud på 14-dagesauktionerne. Den nuværende gennemsigtighed kan friste producenterne til at byde ind med en pris, der er højere end den, de er villige til at sælge til. Men det vil ikke løse problemet med at skabe prisstabilitet og leverancesikkerhed for de mediciner, der kun sælges i små mængder.

Sundhedsministeriet benytter sig af en helt anden indkøbsmodel over for Lægemiddelindustriforeningen, der organiserer de store medicinalproducenter, som typisk producerer medicin, der er omfattet af et patent. Her forhandler man fire-årige aftaler, der lægger loft over priserne, men som samtidig sikrer stabile relationer mellem køber og producent, og som får producenterne til at tænke langsigtet.

De voldsomme prishop er udtryk for en fejl i markedet. Det er ikke nødvendigvis producenterne, som i den sammenhæng spiller skurkerollen. Fejlen kan være forårsaget af købersiden, som her er staten. Der er behov for mere langsigtede relationer til leverandørerne af kopimedicin, især den medicin, der aftages i små mængder. De langsigtede relationer skal naturligvis etableres på en måde, så det nedadgående pres på priserne opretholdes.

OLE P. KRISTENSEN