Hvis man vil vide, hvad dansk trafikpolitik nu – igen – går ud på, skal man ikke kigge på trafikanternes behov nu eller i fremtiden. Man skal ikke lede i prognoser om trafikudvikling, eller spekulere over trafikkens bidrag til vækst og miljøforbedring.

For at finde ud af, hvor dansk trafikpolitik bevæger sig hen skal man i stedet for trafikale begrundelser studere vælgervandringerne i Vestjylland. Debatten om placeringen af et nyt sygehus på Herning-egnen sendte ved regionsvalget sidste år knap 40.000 vælgere – mange af dem givetvis Venstre-vælgere – i armene på det nye bondeoprørsparti, Fælleslisten. Så nu har regeringen med statsministeren i spidsen besluttet at genne kernevælgerne tilbage i folden ved hjælp af en ny motorvej. Den skal forbinde Herning og Holstebro, hvor den eksisterende vejforbindelse ikke er plaget af trængsel eller andre problemer. Beslutningen om at skubbe den ikke særligt påtrængende investering helt frem i køen strider mod alt, hvad den borgerlige regering burde stå for trafikpolitisk. Til forskel fra tidligere årtiers regeringer har denne borgerlige regering hidtil lagt afgørende vægt på, at trafikinvesteringer blev placeret, hvor behovet er størst. Parolen om mest mulig trafik for pengene betød også, at Infrastrukturkommissionen for et par år siden pegede på Østjylland og hovedstadsområdet som de mest påtrængende. Men med Lars Løkke Rasmussens forsøg på tilbagekøb af 40.000 vælgere med motorvej for henved tre mia. kroner – det giver en stykpris på 7.500 skattekroner for en Venstre-vælger – synes trafikpolitikken bombet tilbage til dengang trafikpolitikere over en god frokost med brændevin og cigar studehandlede om trafikinvesteringerne. De to nordjyske motorveje, kaldet henholdvis Risgaard og Knudsen efter den navnkundige nordjyske politiker, ligger hen som selve symbolet en skamfuld trafikpolitik, man troede var permanent forladt.

Der er noget helt galt, når nye milliarder skal graves frem med pincet fra et trængt statsbudget til et overflødigt trafikprojekt, mens titusinder af vælgere i de tæt befolkede områder dagligt spilder oceaner af tid, fordi der mangler togmateriel, signalanlæg, pendlerparkeringspladser og fremkommelige veje. Statsministerens begrundelse for at kortslutte den trafikpolitiske beslutningsproces – at ambulancer til det omstridte nye hospital i Vestjylland skal kunne komme hurtigt frem – er papirtynd. Mon ikke nogle overhalingsbaner på de rette steder kunne løse problemet? I hvert fald hælder man ikke tre milliarder kroner ud uden først at undersøge, om der er billigere alternativer.

Regeringen risikerer ikke blot at miste stemmer i hovedstadsområdet, hvor vælgerne må finde sig i tilstoppede veje og tog og i tilgift gennem udligningsordningerne sender milliarder af kroner vestpå. Den risikerer også, at de vestjyske vælgere gennemskuer bestikkelsesforsøget. Under alle omstændigheder har regeringen slået skår af sin troværdighed.