Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Prinsen, der vandt danskernes hjerter – trods alt

Foto: Keld Navntoft

Prins Henrik kunne have fortjent en mere elegant sortie fra det danske samfund end den, der blev ham til del. Det sygdomsforløb, som Kongehuset klogeligt valgte at dele med offentligheden, satte sit triste præg på Prinsens sidste tid.

Men det kendetegner danskernes forhold til den kongelige familie, at da først det var bekendtgjort, at Prinsen led af demens, voksede sympatitilkendegivelserne og forståelsen for de indimellem noget følelsesladede udtalelser fra hans side.

Nok kan vi i stort set hver eneste sommerrevy hvert eneste år lave sjov med Dronningen og hendes nærmeste. Men det er kærlig sjov. Opbakningen til monarkiet i Danmark er stor. Endda større, end da dronning Margrethe i 1972 overtog tronen efter sin far, Frederik IX, som også formåede at folkeliggøre kongedømmet.

I det arbejde med at fastholde Kongehuset som en institution, der på den ene side er hævet over og ligger uden for det almindelige samfund, og på den anden side skal virke i samdrægtighed med samme samfund, var prins Henrik en uvurderlig støtte for Dronningen.

Han var intelligent, vidende og morsom. En fransk elegantier, der formåede at sætte liv og farver på det danske, mere jordbundne cykel-monarki.

Prins Henrik kunne have fortjent en mere elegant sortie fra det danske samfund end den, der blev ham til del. Det sygdomsforløb, som Kongehuset klogeligt valgte at dele med offentligheden, satte sit triste præg på Prinsens sidste tid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Svend Aage Mortensen.

Det var ikke nogen nem ankomst for en fransk verdensmand, da grev Henri de Monpezat i 1967 sagde ja til den danske tronfølger, prinsesse Margrethe, og blev til prins Henrik. Der var ingen tradition for en regerende dronnings ægtemand i det danske kongehus. Indholdet af stillingen var uklar, og det blev med årene et stigende irritationsmoment for Prinsen, at hans stilling ikke var mere veldefineret.

At han samtidig ikke i højere grad formåede at tilegne sig det danske sprog, gjorde ikke livet lettere for ham – eller satiren rettet mod ham mindre. Men han udfyldte sin opgave ved at være den støtte, som en ung, usikker dronning havde brug for, og han sikrede som far til to sønner Kongehusets fortsatte beståen. Monarkiet bliver jævnligt diskuteret dansker og dansker imellem.

»En fransk elegantier, der formåede at sætte liv og farver på det danske, mere jordbundne cykel-monarki.«


Men de fleste har i hjertet svært ved at forestille sig, at vi indretter os på anden vis end den eksisterende konstruktion med et vidtrækkende folkestyre kronet med et over 1.000 år gammelt kongehus.

Som det ofte er sagt, står og falder monarkiet med de personer, der tegner det. Vi har i Danmark været så heldige, at vi i over 40 år har haft en kompetent og vellidt dronning. Hendes held har været, at hun på et afgørende tidspunkt i livet fandt en hjerteven.

Prins Henrik var en kreativ og kunstnerisk sjæl. Men han var også, når dørene blev lukket og projektørlysene slukket, et jovialt og ligefremt menneske, som i mødet med danskerne vandt sig mangt et hjerte.

I dette land er vi tilbøjelige til at vise større beundring for Klods-Hans end for Søren Kierkegaard. Lad os huske, at til de krævende opgaver kræves der flere evner end at kunne kaste med pludder. Prins Henrik var ikke i ét og alt en folkelig natur. Men folket tog ham til sig.