Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Politiserende eksperter

Ekspertvurderinger er med til at kvalificere den politiske debat, men når eksperterne bevæger sig fra den forskningsbaserede analyse og over i den personlige holdning, må de være indstillede på at de får nogle knubs i debatten. Regeringens »frihedsminister«, Søren Pind (V) har senest givet EU-professor Marlene Wind knubbede ord med på vejen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når Marlene Wind bliver kritiseret, er det fordi hendes analyse er blevet suppleret med meget bramfri politiske synspunkter om arten af grænseaftalen. Her er hun på linje med en række kritikere, så som DI, der kritiserer aftalen. Det må være tilladt for en forsker at sige, at fagligt gælder der det og det, og så tilføje, at det derpå er forskerens personlige holdning at dette eller hint initiativ er uklogt af en række nærmere bestemte grunde. Det er så dér, når man som professor Wind giver den hele armen, at man møder kritik. I den forstand er Pinds reaktion i forlængelse af Anders Fogh Rasmussens opgør med den usunde del af det smagsdommeri, der tidligere var udbredt i den offentlige debat. Når det gælder fundamentale valg har vi alle lov til at have en mening, og forskerne kan bidrage til at perspektivere tingene, men når de selv politiserer, er de ikke hævet over kritik.

Forskning kan sagtens anfægtes og bliver det konstant i faglige miljøer, da videnskab netop ikke bliver til i et tomrum. Således gælder det, at hverken humanistisk eller samfundsvidenskabelig forskning tager patent på at repræsentere en endegyldig sandhed, som ikke kan diskuteres. Tværtimod er det god videnskabelig metode at gøre sig umage med at finde svaghedspunkter i eksisterende forskning, så man kan bevæge sig videre, og i videnskab er der desuden tit konkurrerende skoler med hver deres konklusioner.

Medierne er dog langtfra uskyldsrene. Når nyhedsmøllen kværner, kan der være en tendens til, at medierne kræver mere end den rene forskningsbaserede analyse af sagkundskaben, og der er også eksempler på, at medier fra tid til anden leder efter vurderinger, der bekræfter den vinkel, mediet har valgt. Her kunne der være grund til at overveje nogle retningslinjer for både forskere og eksperter, som flere samfundsvidenskabelige forskere har været inde på så der mere tydeligt siges fra og der varedeklareres. Der er i forvejen en forpligtelse til forskningsformidling ved universiteterne, og den forpligtelse skal kunne løftes uden, at man som ekspert skal frygte mistænkeliggørelse.

Vi har nemlig brug for sagkundskab og ekspertise i et folkestyre som det danske. Når partier, regering og organiserede særinteresser ytrer sig, er det vigtigt, at argumentationen trykprøves gennem forskerbidrag. Forskningsbaserede bidrag bør respekteres, men forskerne bør til gengæld gøre tydeligt opmærksom på, når de skifter mellem analysen og meningsmageriet.

Uanset at Søren Pind burde holde sig for god til at vrænge af professorens efternavn, og i stedet holde sig til den substantielle kritik af regeringens grænseforlig, har Pind den ubestridelige pointe, at ingen er hævet over kritik, når de deltager i debatten. Til gengæld bør et modsvar også være proportionalt, så når Pia Kjærsgaard på det nærmeste bortdømmer Wind, er det helt urimeligt.