Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Politikere på støtten

Berlingske Mener: Selvfølgelig koster demokrati, men politikere på støtten er i sagens natur et fattigt udgangspunkt for ethvert demokrati og for partier, der har påtaget sig at optræde som folkelige bevægelser

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvfølgelig koster demokrati, og de danske politikere er om ikke prangende, så dog pænt og fornuftigt betalt for deres indsats i folkestyrets tjeneste. I takt med de stadig færre medlemmer af partierne har et bredt flertal siden 1995 desværre, men i tiltagende grad været forbavsende enige om i fællesskab at begrave deres hænder dybt i skatteborgernes lommer og tage penge til sig selv i form af direkte partistøtte for at finansiere deres daglige drift på vejen mod næste valg.

Dertil kommer millioner af rare euro fra EU-parlamentet og hjem til partierne samt frivillige donationer fra såvel fagbevægelse som erhvervsliv til enten den enkelte politiker eller partiet – men de private pengestrømme er ikke lige frem præget af nogen voldsom overdreven gennemsigtighed.

Derfor giver det også ganske god mening, når Socialdemokratiet efter flere års stillingskrig i dagens Berlingske erklærer sig parat til fremover at ville offentliggøre, hvor meget vennerne ovre i fagbevægelsen hvert år poster i den socialdemokratiske partikasse. Heller ikke Venstre afviser fornuftigt nok at åbne op for deres partiregnskaber, så også erhvervslivets kontante forkærlighed for den borgerlige fløj klart og tydeligt fremgår. Dog på betingelse af, at også fagbevægelsens mere skjulte og indirekte støtte til Socialdemokratiet ser dagens lys som for eksempel med køb af diverse reklamekampagner.

Som støttereglerne er skruet sammen i dag, behøver partierne ikke at oplyse, hvilket beløb virksomheder, interesseorganisationer eller enkeltpersoner overfører til politikerne – blot givernes navn – lige som beløb under 20.000 kroner ifølge loven slet ikke skal offentliggøres. Hvilket gentagne gange og helt med rette er blevet heftigt kritiseret af Europarådet, der sågar har sammenlignet tingenes tilstand i Danmark og de anonyme donationer med Albanien.

Så mere gennemsigtighed i partiernes økonomi vil unægteligt gavne den nationale selvforståelse som et land, der netop ikke er noget parlamentarisk uland, men derimod præget af vælgernes og dermed befolkningens nogenlunde tillid og tilfredshed med deres politikere. En gave, som de folkevalgte bør værne omhyggeligt om. Udover at forbedre offentlighedens mildt sagt mangelfulde indsigt i partiernes finansiering fra privat kilder, vil en vis tilbageholdenhed med den offentlige og helt og aldeles selvbevilgede partistøtte være på sin plads. For nu ikke at sige nulvækst eller endnu bedre lige frem besparelser, da tiden, hvor partiernes økonomi så og sige var en privatsag, nok næppe nogensinde kommer tilbage.

Selvfølgelig koster demokrati, men politikere på støtten er i sagens natur et fattigt udgangspunkt for ethvert demokrati og for partier, der har påtaget sig at optræde som folkelige bevægelser. Men som frem for passende mådehold og en slags klædelig og kollektiv sparsommelig med de statslige kroner kun alt for sjældent magter at holde sig tilbage og i stedet tyer til flere skamløse greb i den fælles pengekasse.