Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Plejehjem og hotel-liv

»I sidste ende bliver ældreplejen et spørgsmål om finansiering og prioritering af velfærdsopgaver.«

I hvilket omfang beboerne rundt om på danske plejehjem rent faktisk render rundt i morgenkåbe og lever en form for hoteltilværelse, står lidt hen i det uvisse. Det generelle indtryk af dansk ældrepleje og forholdene på danske plejehjem er, at personalet forsøger at yde en indsats for at skabe gode forhold. Men sundhedsminister Sophie Løhde valgte et rammende billede, da hun i Berlingske bebudede, at et plejehjem skal være andet og mere end blot og bar opbevaring. De ældre skal aktiveres f.eks. ved at deltage i forberedelserne til dagens måltid, og de skal i højere grad kunne vælge plejehjem efter interesser.

Tankegangen er god. Man har ikke nødvendigvis lyst til at sidde passivt hen, fordi man efter et langt liv kommer på plejehjem. Omvendt bør man være forsigtig med at tvangsaktivere alle plejehjemsbeboere. Mennesker har individuelle ønsker og behov, og det ideelle scenario er, at den enkelte kan tilpasse tilværelsen på et plejehjem efter personlige forventninger. Men idealer er ikke altid nemme at gennemføre i praksis. Det vil kræve nytænkning og formentlig en større omvæltning af vores måde at tænke denne del af velfærdsydelserne på, hvis opholdet på et plejehjem skal tilpasses den enkeltes ønsker.

Selv om det langtfra gælder alle beboere på plejehjemmene, så er en stor del af dem mentalt eller fysisk svækket i en eller anden grad. Der gøres flere steder vellykkede forsøg med at hjælpe f.eks. demente eller fysisk handicappede til tålelige forhold – og mere end det. Men man må også erkende, at nogle er så svækket, at tiden på et plejehjem ikke kan blive meget andet end en form for hotelophold.

For de fleste gælder heldigvis, at alderdommen ikke behøver at være et skræmmebillede. Vi lever længere og sundere. Mange er i stand til at arbejde efter den officielle pensionsalder. Højskoleophold, et aktivt liv og rejser er blevet tilgængelige for en stadigt større gruppe ældre. De fleste har deres egen forestilling om, hvordan livet i den tredje alder skal leves. Og godt for det. Men det betyder også, at vores ønsker og krav til den offentlige velfærd bliver mere individualiseret.

Som det efterhånden er fastslået mange gange, er velfærd ikke gratis. Så når sundhedsministeren efterlyser mere aktivitet og større frihed til at vælge efter ønske i alderdommen, må vi samtidig slå fast, at det koster. Hvad enten finansieringen skal foregå over skattebilletten eller ved personlige pensions- og forsikringsordninger, skal pengene findes. Alt handler ikke om personale og bevillinger. Hvordan det enkelte plejehjem opererer er også et spørgsmål om ledelse og arbejdskultur. Det tidligere LA-folketingsmedlem, Thyra Frank, blev for år tilbage berømt på at skabe et plejehjem, hvor der dufter af mad, og personalet har tid til at snakke med beboerne. Andre plejehjem er fulgt i det spor eller har på andre måder nytænkt dagligdagen for de ældre. Men i sidste ende bliver ældreplejen et spørgsmål om finansiering og prioritering af velfærdsopgaver. Der skal mere til end blot at smide morgenkåben.