Det gøres bedst med en saglig og afbalanceret tilgang til et problem, der er blevet gjort langt større, end det kan bære, og som burde kunne afklares i al fordragelighed med såvel EU-Kommissionen som vores tyske naboer. Men især fra én kant har man ikke haft nogen interesse i at afslutte konflikten med især EU og Tyskland om grænsekontrolaftalen. Tvært­imod. Fra Dansk Folkepartis side har man i en tid med vigende meningsmålinger som følge af tilbagetrækningsreformen anlagt den klart taktiske tilgang til striden, at jo voldsommere den er, des bedre for Dansk Folkeparti. Partiformand Pia Kjærsgaard har i den forbindelse ført an med krasse udfald mod ikke mindst Tyskland, landets ambassadør og toppolitikere og med referencer til den tyske nazifortid. Udfald som i smagløshed, historieløshed, tonefald og diplomatisk ødelæggelseskraft ikke står tilbage for noget. Heller ikke de mest op- og forskruede internationale reaktioner på aftalen om at justere toldindsatsen ved de danske grænser.

Når Venstres Birthe Rønn Hornbech i dagens avis på sædvanlig ramsaltet Rønn Hornbech-vis anklager Pia Kjærsgaard for med sine udfald at være rent ud sagt udansk, så er der en flig af sandhed i det. Danmark har altid været og vil altid være afhængig af et tæt internationalt samarbejde, heriblandt ikke mindst vore tyske naboer. At tro det fører noget som helst godt med sig for Danmark at skrue helt op for volumen i grænsekontrolstriden er derfor forkert. Pia Kjærsgaard og resten af DF-toppen skader tværtimod Danmarks mulighed for at agere og udøve indflydelse internationalt, når man – uagtet at man har indgået en aftale, der skal holde sig inden for Schengen-reglerne – fortsætter med at hælde salt i de diplomatiske sår, som de overdrevne internationale reaktioner skabte efter aftalens indgåelse.

Men naturligvis ved Pia Kjærsgaard & Co. udmærket, at man ikke gavner hverken Danmarks anseelse eller regeringens mulighed for at få løst grænsestriden i mindelighed i EU-regi med de voldsomme udfald. Når hun eksempelvis udnævner Tyskland til et regulært tæskehold over for Danmark, ved Pia Kjærsgaard, at det kun skaber flere problemer for VK-regeringen, der i de seneste par uger fornuftigt har brugt kræfterne på at dæmpe hysteriet internationalt og samtidig få landet grænsekontrolstriden formelt i forhold til EU-Kommissionen. DFs leder har i denne sammenhæng åbenlyst vurderet, at det er vigtigere for DF at kere sig om sin egen vælgerbase og forsikre den om, at aftalen udgør første sten til opbygningen af et nyt Fort Danmark, hvilket netop i realiteten ikke er tilfældet. Men ved at vægte sit eget partis snævre behov frem for landets trækker Pia Kjærsgaard i en vigtig sag her også i den modsatte retning af den, DF helt frem til og med tilbagetrækningsaftalen med et vist held har forsøgt at anlægge. Nemlig at DF er et ansvarligt parti, som med en vis rimelighed i en ikke fjern fremtid kunne gøre krav på ministerposter. At det skulle blive en stridighed med afsæt i EU, der indtil videre har gjort kål på det ansvarlige billede af Dansk Folkeparti, er måske ikke så overraskende. Men at partiet og dets formand i dén grad vælger at smide alle hæmninger i grænsekontrolsagen er ikke desto mindre skuffende.