Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Patientregister udfordrer privatlivets fred

Følger man ministeriets tankegang, vil det teoretisk set kunne blive alle de godt 100.000 ansatte i det offentlige, danske sundhedssystem, der har adgang til sundhedsoplysningerne i et nyt patientregister. Fold sammen
Læs mere

Selv om sygdom er et populært samtaleemne ved familiemiddage og andre sammenkomster, betragter de fleste af os sygdom som en privatsag. I alt fald som en sag mellem læge og patient. Ikke mindst når det handler om alvorlig sygdom eller mere intime lidelser, vil vi gerne selv have kontrol over, hvem der ved hvad.

Står det til Sundheds- og Ældreministeriet, kan den privatsfære nemt komme til at omfatte hele landet. Ministeriet vil gerne indføre et Nationalt Patientindeks, der rummer oplysninger om de aftaler, undersøgelser og behandlinger, som borgerne er eller har været omfattet af. I sig selv kan det være en udmærket idé. Vi har i årevis diskuteret elektroniske patientjournaler, og der har jævnligt lydt kritik af manglende koordinering i sundhedsbehandlingen, eller at væsentlige oplysninger ikke blev videregivet fra led til led i sundhedssektoren.

Det springende punkt er, hvem der – foruden patienten selv – skal have adgang til disse personlige og følsomme oplysninger. Følger man ministeriets tankegang, vil det teoretisk set kunne blive alle de godt 100.000 ansatte i det offentlige, danske sundhedssystem. De vil alle i en eller anden forstand kunne hævde at have en legitim interesse i at kunne benytte sig af patientindekset.

Men tanken om denne, nærmest uhindrede adgang til private informationer, må få hårene til at rejse sig på hovedet af enhver med respekt for borgerlige frihedsrettigheder. Det virker som en systematiseret virkeliggørelse af George Orwells »1984«, oven i købet sat i søen af en borgerlig regering. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er ganske vist indstillet på en vis begrænsning af data, hvis patienten ønsker det. Men det ligner langtfra en betryggende sikkerhedsventil.

Vi kan godt følge sundhedsministeren, når hun siger, at registeret har til formål at løse nogle af de problemer, som patienter med langvarige og komplicerede sygdomsforløb ofte løber ind i. Vi tror også gerne på, at et sådant register kan lette dagligdagen for læger og andre i sundhedssektoren. Men vi må alligevel opfordre ministeren til at trække i håndbremsen.

Det giver sig selv, at jo flere informationer, der er registreret, desto bedre vil en behandling og eventuel efterfølgende pleje kunne forløbe. Danmark er i forvejen et land med omfattende registrering, også på sundhedsområdet, og det er til gavn for den medicinske forskning. Men derfra og til at åbne helt for bøtten, er der et stykke vej. I en ganske anden boldgade viste Se & Hør-sagen for et par år siden, hvor nemt det var for en tilfældig IT-medarbejder at skaffe sig meget personlige oplysninger om kendte mennesker. Hvad kan det ikke blive til, hvis tusindvis af sundhedsmedarbejdere skal have adgang til patientoplysninger?

Tilliden mellem borgere og myndigheder bygger på, at offentligt ansatte udviser diskretion og ansvarsfølelse, og at borgerne på deres side har kontrol med, hvad de giver af oplysninger. Sundhedsministeren må kigge på register-ideen en gang mere. Alle og enhver skal ikke have adgang til registeret. Den enkelte borger skal kunne give samtykke-erklæringer. Det gør muligvis patientregisteret mere besværligt at arbejde med. Men der står mere på spil end bare at lette dagligdagen for sundhedssektoren.