Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.
Fusioner og sammenlægninger bliver som regel begrundet i, at der kan hentes synergier og frigøres penge til andre formål. Men så rigtigt det end kan være, kræver det stor varsomhed og respekt, når museums- og kulturinstitutioner skal sammenlægges.
Netop dette spørgsmål deler vandene i en sag fra Københavns Kommune. Her skal der, som Berlingske berettede i weekenden, ske en organisatorisk sammenlægning af Thorvaldsens Museum, Københavns Museum og to andre kulturinstitutioner, som alle er ejet af kommunen. Kulturborgmesteren lover, at det vil ske nænsomt, mens kritikerne er bekymrede.
Læs også: Kamp om Thorvaldsens testamente
Helt grundlæggende skal lokalt eller statsligt finansierede museer sikre et dobbelt formål. Dels bevare kunst- og kulturarven for eftertiden. Dels gøre samlingerne tilgængelige og appetitvækkende, så borgerne har lyst til at komme der. Med tiden har vi fået 98 statsanerkendte museer, der får statslig støtte, og der findes en række kommunale museer. Oveni kommer de seks statsejede museer anført af Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Der mangler ganske enkelt ikke museer i vores lille land, og alle behøver ikke egen direktør og administration. Den justerede museumslov, der har været gældende det sidste halvandet år, giver rum for omlægninger.
Blandt andre advarer kunstneren Bjørn Nørgaard mod sammenlægningen i København. Foruden at være professor ved Akademiet er han bestyrelsesmedlem for det navnkundige Thorvaldsens Museum – opkaldt efter vores berømte landsmand, hvis nyklassicistiske værker for eksempel pryder Peterskirken i Rom. Det gøres gældende, at museet har bestemmelser, der skal tilgodeses, og blandt andet står der i kunstnerens testamente, at det skal udgøre »et Museum for sig selv«. Når kredsen omkring Thorvaldsens Museum, der er kendt for at være stærkt på formidlingsfronten, udtrykker bekymring, er dialog vejen frem. Det bør kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF), som samtidig er museets formand, selvsagt tage højde for i den næste tid.
Læs også: Et Louisiana i København - nu!
Sammenlægninger er selvfølgelig formålstjenlige, hvis det kan godtgøres, at der kan hentes ressourcer ved det, og at museerne ikke bliver ramt på den formidling af kunst- og kulturarv, de er sat i verden for at fremme. For udover ressourcer er der netop andre formål, der skal tilgodeses: Lokale museer lever i høj grad gennem borgernes engagement. Det sker f.eks. som frivillige museumsvagter eller i formidlings- samt børne- og ungeaktiviteter. Meget lever i kraft af lokale ildsjæle. Hvis sammenlægninger skaber mastodonter uden sjæl, kan det skade den lokale forankring. Udviskes identiteten kan det også have en betydning for fondes vilje til at betale for særudstillinger og andre publikumsmagneter. Det er heller ikke altid, at det i praksis kan spare penge at sammenlægge. I visse sammenhænge kan man faktisk nøjes med at skabe administrative fællesfaciliteter. Gennemfør blot den administrative sammenlægning, men bevar museernes ledelser og identitet hver for sig.
Sammenlægninger kræver stor omtanke, for museer handler om den fælles arv, da de bærer vores kollektive erindring og er med til at definere os som folk og land.