Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Parodien i sudan

EU og Afrikas ledere må spørge sig selv, om de gør tilstrækkeligt.

Om få dage indleder ledere fra EU og fra det afrikanske kontinent et tre dages møde om at styrke samarbejdet til gavn for de millioner af mennesker på det afrikanske kontinent, som ikke har meget håb om en bedre fremtid.

Mødet er i sig selv kontroversielt, fordi Zimbabwes diktator, Robert Mugabe, har meldt sin ankomst. Ham er det svært at være i stue med. Men europæerne og den øvrige verden har heller ikke meget at være stolte af. For topmødet indledes i skyggen af krisen i Darfur, som, trods FNs Sikkerhedsråds beslutning om at indsætte en fredsbevarende styrke på 26.000 soldater fra nytår, næppe bliver til ret meget.

Ifølge den nigerianske chef for styrken, general Martin Luther Agwai, tegner styrken til at blive på kun omkring 9.000 afrikanske soldater fra nytår. Og bortset fra manglen på soldater til at overvåge det enorme landområde, har ingen lande stillet de ønskede 24 helikoptere til rådighed. Helikoptere er ellers et meget vigtigt bidrag til at skabe den mobilitet og fleksibilitet, som FN-styrken har brug for. Helikoptere bruges til at indsætte tropper hurtigt, de bruges til at transportere nødhjælp, evakuere syge og sårede og meget andet.

Dette sørgelige resultat af verdenssamfundets debat om den humanitære situation i Darfur viser, hvis nogen skulle have glemt det, hvor svagt FN er. FN kan ikke mere, end dets medlemslande tillader, og formår ikke at stille andre styrker, end medlemslandene vil bidrage med. I tilfældet Sudan har specielt Kina med dets betydelige interesser i Sudans råstoffer, især olien, forhindret nogen troværdig trussel om et militært indgreb eller alvorligt økonomisk pres på Sudans ledere. I stedet har FN accepteret, at Sudans regering har vetoret over for troppebidrag fra lande, som Sudan ikke bryder sig om. Listen over uønskede lande omfatter troppebidrag fra blandt andre de skandinaviske lande, og dermed behøver hverken svenskere, nordmænd eller danskere at bekymre sig yderligere om den påtænkte, fælles ingeniørenhed. Sudan accepterer kun soldater fra andre afrikanske lande, og selv om de afrikanske lande nominelt har i hundredtusindvis af soldater, har de færreste af dem udrustning, logistik og uddannelse til en mission i Sudan. Helikoptere med tilhørende støtte fra mekanikere er en mangelvare i de fleste lande, og ikke mindst i Afrika. Som landet ligger, behøver Sudans arabiske, muslimske styre i Khartoum ikke at frygte for nogen større forstyrrelse af sin fordrivelse af landets sorte befolkning.

Denne parodi på en FN-mission, styret af en regering med folkemord på samvittigheden, viser, at det var tom snak, da danske politikere som Mogens Lykketoft sidste år foreslog at »sende soldaterne fra Irak til Sudan«. Hvis de fordrevne i Darfur skal have håb for fremtiden, skal verdenssamfundet bruge magt, og det er der absolut ingen vilje til.

Europa arbejder for et strategisk partnerskab med Afrika, og støtter økonomisk Den Afrikanske Unions fredsbevarende styrker. Det er udmærket, men lederne må spørge sig selv, om de kan nøjes med det.