Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Paris Hilton er landet

Mediefænomenet Hilton gør os alle til tilskuere ved globaliseringens gadespejl.

Alle taler om hende – fordi alle taler om hende. Hvis det noget slidte udtryk »selvsving« har en betydning, så er det i fænomenet Paris Hilton. En ung, køn, velhavende kvinde ligesom tusindvis af andre unge, kønne, velhavende kvinder. Men med den forskel, at hele verden efterhånden ved, hvem hun er, og hvad hun foretager sig. Ikke fordi hun har foretaget sig store og betydningsfulde ting; hun er kendt, fordi hun er kendt, og hun er i den forstand blevet det føren­de symbol på, at vi lever i en medievirkelighed – eller i al fald at der findes en parallel medievirkelighed – hvor den amerikanske kunstner Andy Warhols profetiske 15 minutters berømmelse er blevet selve meningen med livet. I disse dage er Paris Hilton i Danmark for at kaste glans over diverse begivenheder. Mediemaskinen ruller, og ja, denne avis ruller med. Vi ville svigte en del af vores informationsforpligtelse, hvis vi ikke gjorde – det er den pæne forklaring. Den mindre pæne er, at vi naturligvis er lige så nyfigne over for fænomenet Paris Hilton som alle andre.

Det er nemlig svært ikke at være nysgerrig over for denne kvinde, som ved tilsyneladende bare at være sig selv kan bjergtage et millionpublikum uden egentlig at yde noget. Måske ramte Paris Hilton selv præcist, da hun for nogle år siden fik en million dollar for at lade sig invitere til Østrig, vinke til folk og udtale: »Jeg elsker Østrig.« Hvorfor elsker du Østrig, blev hun spurgt. »Fordi de betalte mig en million dollar for at vinke til folk,« lød svaret. Hvilken innovativ moderne forretningsmand kan stikke den? Noget tyder på, at Paris Hilton er andet og en del mere end blondt hår, et par blå kontaktlinser og en pibende babystemme. Hun er en erhvervskvinde, der formår at udnytte sit forretningskoncept – sig selv – til det yderste. Den vare, Paris Hilton, leverer, er egentlig blot at være til stede ved forskellige begivenheder. Men som de danske indehavere af forretningen Paris Hilton Europe forklarer dagbladet Børsen, så er det i sig selv nok til at banke omsætningen i vejret.

Man kan grine eller ryste på hovedet ad disse mærkværdigheder. Men de viser unægtelig, at den globale landsby er blevet virkelighed, og at vi alle tilbringer en del tid ved gadespejlet. Der er ikke noget nyt eller mærkeligt ved at interessere sig for andres gøren og laden; det nye er proportionerne. Landsbysladderen er blevet til global sladder, og mediestrømmen er blevet et fælles rum, hvor f.eks. en 17-årig svensk pige på kort tid kan blive berømt ved at skrive om sig selv og sine tanker på en internet-blog. Poesibogen gjort til kult. Et af Paris Hiltons trin på berømmelsens stige bestod af en sexvideo lagt på internettet af hendes ekskæreste. I sin tid kastede rejsekongen Simon Spies, overvåget af pressefotografernes blitzlys, sig over et par villige damer på et københavnsk værtshus og solgte efterfølgende tonsvis af rejser. Det var lige dele løssluppenhed og marketing. Om Paris Hilton er klog eller bare bondesnu nok til at udnytte sine få muligheder, er ikke til at afgøre; og netop det gør hende interessant. Det er nærliggende at minde om »Kejserens nye klæder«; men det fine ved H.C. Andersens eventyr er jo, at man kan komme i tvivl, om det er kejseren eller hans omgivelser, der opfører sig mest naragtigt.