Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Pape må gå foran, mens vi venter på Venstre

Hvis vælgerne skal genfinde troen på et borgerligt alternativ, må de borgerlige partier rette ryggen og udvikle ny politik. Venstre er i undtagelsestilstand, og derfor må den konservative formand gå foran.

»Det borgerlige Danmark befinder sig i så dyb en krise, at det ikke bare kræver afklaring om Venstres kurs og en ny Venstre-formand – det kræver også at de andre borgerlige partiledere lægger al den energi og sjæl i arbejdet, som de overhovedet kan. Med den konservative formand som i hvert fald foreløbig bannerfører.« Her er Søren Pape Poulsen fotograferet på Christiansborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Utilfredsheden med Lars Løkke Rasmussens kursskifte midt i valgkampen, hvor han pludselig ikke længere troede på sit eget projekt, vendte ryggen til sine borgerlige regeringspartnere og anbefalede en SV-regering, har længe været åbenbar blandt de øvrige borgerlige partiledere.

I denne uge nåede mishaget dog nye højder, da den konservative partiformand Søren Pape Poulsen i et interview i nærværende avisen rettede en usædvanlig hård og direkte kritik mod Løkke.

Pape kalder blandt andet Løkkes ageren i valgkampen for »grotesk« og »et stort svigt«. Det betyder, at der nu er konservative forbehold at tage over for Løkke: »Vi vil gerne pege på ham. Men det kræver, at han vil stå i spidsen for oppositionen og lede det borgerlige Danmark. Det er det mindste, man kan forlange,« siger den konservative formand i interviewet.

Søren Pape Poulsen har fuldstændig ret. Det burde være det mindste, man kan forlange af Venstres formand.

Sådan er situationen bare ikke i øjeblikket, hvor voldsomme interne stridigheder martrer det gamle liberale parti og spærrer for både lederskab og politikudvikling. Venstre er i undtagelsestilstand, og derfor må Pape ikke lade det blive ved kritikken – han må selv handle og gå foran. Vi kan ikke spilde flere måneder, mens vi venter på Venstres landsmøde i november, hvor der ikke engang er sikkerhed for afklaring. Der er en risiko for, at både næstformand Kristian Jensen og formand Lars Løkke bliver på deres poster, og dermed vil krigen fortsætte til skade for både Venstre og hele blå blok.

Vi kan heller ikke forvente samlende, borgerligt lederskab af hverken de to helt grønne partiformænd, Liberal Alliances Alex Vanopslagh og Nye Borgerliges Pernille Vermund, ligesom Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, som brugte hele sidste valgperiode på at flirte med Socialdemokratiet, umuligt kan være troværdig i rollen som borgerlig anfører.

Nej, pilen peger på Søren Pape Poulsen. Selvom de Konservative er et langt mindre parti end Venstre, må han rette ryggen og gå i gang med at udvikle friske borgerlige svar på tidens udfordringer, ligesom han må gå forrest i et seriøst borgerligt oppositionsarbejde over for Mette Frederiksens nye regering.

»Der er en risiko for, at både næstformand Kristian Jensen og formand Lars Løkke bliver på deres poster, og dermed vil krigen fortsætte til skade for både Venstre og hele blå blok.«


Samtidig kan man så kun håbe, at Venstre snart får styr på sig selv. Som ny potentiel formand har Jakob Ellemann-Jensen længe været nævnt. Han er bestemt også et godt bud, men skal der igen etableres et stærkt borgerligt projekt, som vælgerne kan samles om, kræver det, at han står på egne ben og frasiger sig Løkkes analyse, som han i sin nuværende rolle som loyal politisk ordfører bruger til at svare på Søren Papes kritik: Venstres bejlen til Mette Frederiksen i valgkampen var fornuftig, for der var jo alligevel ikke nogen chance for borgerligt flertal, må man forstå på Ellemann-Jensen.

Nej, det var der ikke, men hvis oppositionens leder ikke selv tror på det borgerlige projekt – også selvom man nogle gange taber valg – kan man heller ikke forvente, at vælgerne skal gøre det.

Det borgerlige Danmark befinder sig i så dyb en krise, at det ikke bare kræver afklaring om Venstres kurs og en ny Venstre-formand – det kræver også, at de andre borgerlige partiledere lægger al den energi og sjæl i arbejdet, som de overhovedet kan. Med den konservative formand som i hvert fald foreløbig bannerfører.

AMALIE LYHNE