Alle er enige om, at der skal to til en tango. Men tilsyneladende ikke om, at der skal to til en tostatsløsning. Anderledes kan man ikke forstå det, når den svenske statsminister Stefan Löfven forleden meddelte, at Sverige vil anerkende de palæstinensiske selvstyreområder som en stat. Eller når den danske udenrigsminister Martin Lidegaard (R) lufter tanken om at indføre en handelsboykot af Israel, hvis Danmark kan samle opbakning til det i EU. Begge går ud fra, at det er Israel, der med nye bosættelser står i vejen for en varig fredsløsning med palæstinenserne.

Og der er da heller intet pænt at sige om Israels fortsatte annektering af det territorium, som palæstinenserne ville skulle bo på i en tostatsløsning. En fredsløsning kræver, at israelerne trækker sig tilbage til 1967-grænserne og overlader Vestbredden og Østjerusalem, som man i sin tid erobrede fra Jordan, til palæstinenserne. Ganske vist har Israel før bevist, at man kan rykke bosættelser op med rode, hvis viljen er der: Premierminister Sharon fik 7.000 bosættere flyttet ud af Gazastriben, som Israel forlod i 2005. Men det bliver immervæk sværere at få henved 600.000 bosættere fordelt på Østjerusalem og Vestbredden til at forlade deres bopæl.

Læs også: Sverige vil anerkende Palæstina

Når det er sagt, står det tindrende klart, at den største forhindring for en tostatsløsning er hensynet til Israels sikkerhed. Det ville være vanvid at overdrage mere territorium, så længe Hamas styrer Gaza. Det nytter ikke, at blåøjede europæere hager sig fast i tågede tvetydigheder fra Hamas om, at Hamas muuuligvis kan bringes til at acceptere en jødisk stat, så længe Hamas’ charter taler sit eget umisforståelige sprog: At det ifølge profeten Muhammed er muslimernes pligt at udrydde alle jøder på denne jord. Hamas selv arbejder hårdt på sagen.

Modargumentet om, at man da bare kan overdrage jorden til Abbas og hans Palæstinensiske Selvstyre uden om Hamas, skriger til himlen. Hamas er i allerhøjeste grad til stede på Vestbredden, hvilket er en af årsagerne til de bestandige nye jødiske bosættelser, der også fungerer som fremskudte forsvarsbastioner. Siden Hamas kidnappede de tre jødiske teenagere på Vestbredden, har efterretningstjenesten arresteret over 100 Hamas-folk der. Den nye forbrødring mellem Fatah og Hamas i en enhedsregering vil næppe føre til, at Hamas får mindre indflydelse på Vestbredden.

Læs også: Åbent brev til udenrigsminister Martin Lidegaard

Hvis den europæiske venstrefløj vil spille en konstruktiv rolle i konflikten, må den slide sig fri af sin primitive forestilling om, at jøderne er racister, der hader palæstinensere. 20 procent af Israels befolkning er arabere, dvs. palæstinensere, der har israelsk statsborgerskab. Til sammenligning er der ingen jøder i Gaza. Dernæst skal venstrefløjen indse, at der ikke bliver en tostatsløsning, så længe Hamas har magten i Gaza. Som den israelske forfatter Amos Oz for nylig sagde, kan man ikke indgå kompromis med Hamas om, at Israel kun eksisterer hver anden dag.

Hvis vi skal have brudt dødvandet, skal palæstinenserne have mulighed for at vælge en ny politisk ledelse. Det har de trængt til længe. Hverken på Vestbredden eller i Gaza har de i årevis fået lov at give deres mening til kende. Vesten kan passende gennemtvinge, at det sker som modydelse for at genopbygge Gaza. Frie valg, vel at mærke. Palæstinenserne fortjener at få indflydelse på deres fremtid.