Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Påskens paradoks

»Når ateisterne er trætte af flere ord om det overjordiske, når agnostikerne ikke gider flere fortolkninger af en ældgammel tekst – så står medfølelsen tilbage.«

Kaos og terror. Verden står over for store udfordringer i øjeblikket. Nogle af problemerne er udløst af mere eller mindre formørkede religioner. Tro har derimod aldrig gjort en kat fortræd – i hvert fald ikke tro i den nudanske og folkekirkelige betydning. Religion er en pakke af overleverede dogmer og benyttes alt for mange steder som vej til magt over sindene. Tro kommer indefra og hører i den forstand til en af de mest private sider af moderne menneskers identitet.

Der er kærligheden til forskel

Den mere eller mindre permanente diskussion om trosfagets indhold i folkeskolen kunne derfor lukkes én gang for alle. Faget kan og bør hedde kristendom – hverken mere eller mindre. Tiden er ikke til en nedprioritering af kristendommens glade budskab. Men navnet skal ikke udelukke en fælles undersøgelse af troen som fænomen. Hvad er i bogstaveligste forstand troværdigt? Og hvornår skal man sige ja tak til tvivlens nådegave? Faget skal bygge på det, som religion i den fundamentalistiske forstand ikke ejer. Det skal bygge på samme grund, som al anden undervisning handler om. Nemlig på viden og indsigt.

Påsken handler for eksempel om et paradoks og kan derfor godt kræve lidt belæring og samtale. Vi skal ikke bare forstå Jesu motiv for Langfredags lidelser: At han tog alverdens synder på sig, sådan at de troende kunne finde frelse nu og her ved deres tro alene. Vi skal også kende historierne om hans forhør, om den grusomme tortur, om de forfærdende timer på korset. Manden hænger nøgen. Han kan ikke bevæge armene. Da nogle timer er gået, falder hans brystkasse sammen. Korsdøden kan altså være noget så pinefuldt som en langsom død af kvælning. En af soldaterne stikker også et spyd i Jesu krop og giver ham dermed en mulig dødsårsag mere. Vi skal sætte os ind i alle de lidelser, han udsætter sig for. Men vi kan samtidig vælge at glæde os. Og dét er præcis paradokset. Vi skal fatte hans lidelser den fredag og alligevel forstå glæden ved det hele. Ved at alle lidelserne får en ende. Ved at lyset bryder mørket om søndagen.

Nøglen til påskens paradoks og til den samlede kristendom er medfølelsen. Når alt andet dømmes ude, når ateisterne er trætte af flere ord om det overjordiske, når agnostikerne ikke gider flere fortolkninger af en ældgammel tekst – så står medfølelsen tilbage. Selv de største tvivlere blandt historikerne har ikke kunnet sige den kendsgerning imod: At folk før Jesu tid ikke gik så meget op i medfølelse. At påskens hovedperson satte den på hele verdens læber og har kunnet holde den helt frem til i dag.

Lad den tanke sive dybt i vore børn og unge. Lad dem forstå både kristendommens paradoks og essens. Og lad os ad den vej lære dem en ny respekt for de medmennesker, for hvem den historie er et af livets lys.

Glædelig påske til alle!