Virksomhederne skulle betale 200 kr. pr. medarbejder. Denne omkostningskalkyle viser sig nu at være ønsketænkning. For stik imod, hvad energiminister Martin Lidegaard har forudsat, falder elpriserne drastisk. Med den konsekvens, at de vindmølleparker, vi skal bygge i de kommende år, skal støttes langt mere end hidtil antaget. Skatteborgerne betaler ekstraomkostningen på foreløbig 10 mia. kr. via den særlige post på elregningen, der hedder PSO. Energiforligets nye forsyningssikkerhedsafgift begynder også at kunne mærkes rundt omkring i husholdningerne. I år stiger fjernvarme­udgiften med 10 procent, fordi regeringen skal sikre sig, at den grønne omstilling ikke udhuler statens afgiftsprovenu.

Det samme formål har den forkætrede afgift på brænde, som sankes i skovene. Vi kan med andre ord lige så godt nu se i øjnene, at vi over en bred front kommer til at betale langt mere for den grønne omstilling, end regeringen har fortalt os. Den væsentlige årsag er, at prisen på de såkaldte CO2-kvoter, som virksomheder køber for at kunne udlede CO2, er faldet dramatisk i kølvandet på den faldende europæiske produktion, der igen har sammenhæng med den økonomiske krise. Dertil kommer, at prisen på fossile brændstoffer som kul og gas er gået ned, fordi nye fund af skifergas i løbet af de næste 20 år vil gøre USA selvforsynende med energi. Hele den globale energibalance har ændret sig, siden energiforliget blev vedtaget.

Den særlige danske omstilling til grøn energi vil ikke have nogen målbar positiv effekt på den globale opvarmning. Dertil er vort bidrag til CO2-udledningen for ubetydeligt. Dybest set er der kun moralske og etiske grunde til at gøre os uafhængige af fossile brændsler. Vi vil gerne foregå andre med et godt eksempel. Nogle vil indvende, at den grønne omstilling er en brugbar erhvervsstrategi, der vil føre os ud af krisen via såkaldt »grøn vækst«. Men det argument holder ikke. De økonomiske vismænd har i flere rapporter påvist, at den grønne omstilling destruerer flere job i andre brancher, end den skaber i miljø- og energisektoren. Andre igen vil argumentere, at vi skal gennemføre den grønne omstilling af sikkerhedspolitiske årsager. Ved at blive fossilfri gør Danmark sig uafhængig af energiforsyninger fra lande med ustabile politiske regimer i Mellemøsten. Men heller ikke det argument vejer længere så tungt. Nye fossile brændstofkilder er som nævnt blevet økonomisk rentable at udnytte i USA. Også i Europa er der store potentielle forekomster af skifergas og olie, som kan udvindes, hvis man vil.

På den baggrund er det kun rimeligt, at de borgerlige partier, der gik med i energiforliget, nu forlanger at få at vide, hvad den grønne omstilling reelt kommer til at koste skatteborgerne. Danskerne har krav på at få klar besked om, hvor megen velfærd de skal give afkald på for at foregå verden med et godt eksempel. Tiden er ikke til grønne drømmerier, men til grøn realisme.