Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

På det jævne, på det jævne

Læs mere
Fold sammen

Er det et uacceptabelt højt krav at forvente, at store skoleelever kan nå en gennemsnitskarakter på mindst 4 for at komme i gymnasiet? Åbenbart. I hvert fald var det uenighed om adgangskrav til det almene gymnasium, der fik forhandlingerne mellem regeringen og de borgerlige partier til at bryde sammen i denne uge. Ærgerligt. Når der nu foregår så indædt en diskussion om uddannelsesniveauet og behovet for øget uddannelse, kunne politikerne vise god vilje til at gøre al den varme luft i uddannelsesdebatten til håndgribelige initiativer med en revision af den gymnasiereform, der nu har nogle år på bagen. Intentionen i revisionsplanen om at mindske antallet af studieretninger og generelt øge fagligheden i gymnasiet er den rigtige retning at gå.

Men striden står altså om nogle tal. Regeringen vil lægge barren på karaktergennemsnittet 02, hvilket ifølge den ny karakterskala er »den tilstrækkelige præstation«. De borgerlige siger 4, »den jævne præstation«, eller 7, »den gode præstation«. Tilstrækkeligt, jævnt eller godt. Det er, hvad politikerne kan svinge sig op til af forventninger til den del af den danske ungdom, som formodes at stile mod de højeste poster. Måske kan man her finde en del af forklaringen på, at Asien buldrer forbi os, mens halvdelen af Danmarks befolkning i dag befinder sig uden for arbejdsmarkedet.

På det seneste har Berlingske i artikler kunnet berette om universitetsstuderende, der af uddannelsesinstitutionerne vurderes uegnet til at gennemføre et studium. Vi har også i andre artikler fortalt om ambitiøse unge, som trodser janteloven og tør stræbe mod at tilhøre eliten. Det være sig inden for sport, kunst eller noget så uglamourøst som faglighed. Billedet af den uddannelsessøgende ungdom er bestemt ikke entydigt eller negativt. Vi køber ikke udtalelsen om, at unge studerende er dovne og dumme. Men der skal nok være en del unge i uddannelsessystemet, der er fejlanbragt. Eller som lider under, at der ikke er stillet krav til dem i grundskole og gymnasium.

Bag denne problematik ligger en årelang angst for at teste børn og unge og give dem karakterer. Som om de ikke bliver bedømt alligevel såvel af hinanden som af underviserne. Karakterer og prøver er ingen mirakelkur. Det er en vejviser. Men der må nødvendigvis foregå en vurdering af elever og studerende – for deres egen skyld. Ellers får de aldrig chancen for at udvikle sig. Det evige modargument mod karakterer er, at det går ud over de svageste elever fra ikke-boglige hjem. Men det er vrøvl. Selvfølgelig kan børn og unge fra boglige hjem siges at have en hjemmebanefordel. Men for de såkaldt svage elever er prøven og karakteren netop muligheden for at vise, at de kan og vil. Og så er det naturligvis op til den gode lærer at hjælpe dem på vej. Sandheden er, at vi i årevis har været hjemsøgt af et undervisningssystem fyldt med gode viljer og skjulte koder, som alt for mange børn og unge ikke har kunnet gennemskue. Vil politikerne gøre alvor af alle de pæne ord om at bryde den sociale arv, duer det ikke at blive ved at tale om, at det er synd for nogen. Skab i stedet et uddannelsessystem, hvor den enkelte kan finde sin plads, hvor det ikke er finere at arbejde med ånden end med hånden, men hvor der overalt bliver stillet krav.