Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Omvendelse

»En eller anden form for effektivt asylstop er påkrævet. Lad så EU-parlamentarikere og FN-diplomater skælde ud.«

Læs mere
Fold sammen

Med tanke på Socialdemokraternes næsten religiøse forhold til udlændingepolitik og partiets fordømmelse af strammerpartierne, særligt de ikke-stuerene i Dansk Folkeparti, er det ikke nogen lille kursændring, partiformand Mette Frederiksen har bekendtgjort. I flere interviews har hun med egne ord »lagt sig fladt ned«. Det var de socialdemokratiske vestegnsborgmestre, der havde ret, da de i 1990erne advarede om følgerne af indvandringen. Velfærdssamfundet er ganske enkelt ikke foreneligt med en åben udlændingepolitik, mener Frederiksen nu. Hun advarer desuden om udviklingen af parallelsamfund med social kontrol og religiøs radikalisme. Omvendelsen fra de sidste to årtiers socialdemokratiske udlændingepolitik i Aukens, Lykketofts og Nyrups gamle parti til en nutidig realisme er komplet og tilmed foregået på ganske få uger.

Man kan selvfølgelig undre sig over, at det har taget 20-30 år at opdage, at den massive indvandring først og fremmest har belastet den del af danskerne, der har mest brug for et stærkt og solidarisk velfærdssamfund. Det er ikke de veluddannede, men de mindre ressourcestærke, der rammes, når deres folkeskole tynges af utilpassede tosprogede børn. Det er ikke de vellønnede, der skal leve i boligområder, der belastes af chikane fra indvandrerbander, for de stærke flytter. Det er ikke de ressourcestærke, der rammes, når der bliver flere, som skal forsørges, og færre til at betale. Den sammenhæng har været indlysende for de fleste, inklusive vælgerne, men altså med den socialdemokratiske partiledelse som markant undtagelse. Nyrup, Lykketoft og Thorning foretrak at samarbejde med Enhedslistens utopister og radikale drømmere fremfor at passe på deres vælgere og på Danmark.

Så meget større grund er der til at anerkende Mette Frederiksens mod til at gøre op med den gamle politik. Over store dele af Europa er der i disse måneder store bevægelser i udlændingepolitikken. Østrig lægger et stadigt lavere loft over antallet af asylmodtagere, hvilket givetvis er i strid med flygtningekonventionen. Tysklands præsident har advaret mod fortsat indvandring, og kansler Angela Merkel risikerer sin post, hvis ikke hun lukker gevaldigt af for asylsøgere, hvilket næppe heller vil være i overensstemmelse med konventionen.

I Danmark undgår regering og folketing heller ikke at tage et opgør med flygtningekonventionens krav om at asylbehandle alle, der ønsker det. I blå blok har tre partier på forskellig vis meldt sig klar til opgør med flygtningekonventionen. Socialdemokraterne foreslår, at asylsøgere sendes til sikre lejre i nærområderne. Venstre-regeringen, derimod, er mest optaget af, hvad der ikke kan lade sig gøre. Men Venstre slipper ikke, for selv om antallet af asylsøgere her midt i vinteren er faldende, vil det stige igen til foråret. En eller anden form for effektivt asylstop er påkrævet. Lad så EU-parlamentarikere og FN-diplomater skælde ud. De europæiske velfærdssamfund er ved at blive undermineret, fordi EU fuldstændig har svigtet kontrollen af de ydre grænser. Og så længe FNs Menneskerettighedsråd har Saudi-Arabien i formandsstolen, er der nok mest grund til at trække på skuldrene af kritik derfra.