Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Omsorgssvigt af nydanske småbørn

»Om nødvendigt må børnene tvangsfjernes, hvis forældre med indvandrerbaggrund ikke vil forstå, at børnene har behov for et sprog som uomgængelig forudsætning for at blive borger i et demokratisk samfund.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Berlingske bragte tirsdag en rystende historie om hundredvis af københavnske nydanske børn, som langt op i børnehavealderen ikke taler dansk og har ringe motorik. Som ikke forstår at lege med andre børn, men som har tilbragt deres første leveår isoleret i hjemmet, placeret foran TV’et.

Nogle indvandrerfamilier kommer fra kulturer, hvor der ikke er tradition for at tale med børnene, læse bøger for dem og selvstændiggøre dem. Børnene bliver serviceret, og de har svært ved selv at spise, gå og løbe, fordi de har siddet i en stol eller på en arm. De har aldrig lagt puslespil, men er i stedet blevet passivt underholdt af fjernsyn.

En institutionsleder advarer om, at når de første vigtige læringsår fortabes, er det tvivlsomt, om indvandrerbørnene nogensinde når op på niveau med etnisk danske børn. Dermed får de svært ved at klare sig i samfundet og forsørge sig selv.

De nydanske børns ulykkelige situation skyldes, at vi alt for længe har tilladt indvandrere og deres efterkommere at leve et liv, der er så afsondret fra det øvrige danske samfund, at deres børn ikke har en chance for at begå sig. Det er integrationsfjendtligt mere end noget andet.

Dermed har vi skabt et dobbelt problem. Først accepterer vi, at indvandrerfamilier afsondrer sig fra resten af samfundet på skatteydernes regning, og siden er vi nødt til at gribe ind og tvinge indvandrerfamilier til at aflevere deres børn i daginstitution.

Politikere og myndigheder bør normalt afholde sig fra at blande sig i, hvordan familier indretter sig. Men der er undtagelser. Det er nødvendigt at lægge al misforstået tolerance overfor fremmede kulturer på hylden sammen med modviljen mod at blande sig direkte i familiesfæren og se den ubekvemme sandhed i øjnene.

Tre-, fire- femårige nydanske børn, som hverken har sprog eller motorik som normale danske børn, er udsat for omsorgssvigt. Såvel børnepenge som kontanthjælp bør være i spil, når kommunernes skal lægge pres på forældrene. Om nødvendigt må børnene tvangsfjernes, hvis forældre med indvandrerbaggrund ikke vil forstå, at børnene har behov for et sprog som uomgængelig forudsætning for at blive borger i et demokratisk samfund.

Og i hvert fald skal vi kræve af forældrene, at børn med dårlige, ikke-alderssvarende sprogkundskaber sendes i institution, hvor pædagoger kan sikre, at børnene stimuleres sprogligt. Desuden vil det være en god ide, hvis man på asylcentre gør mødre og fædre opmærksomme på, hvad det danske samfunds forventninger er til dem som forældre. Vi skal gøre helt klart, at deres ønske om asyl i Danmark modsvares af en forventning hos samfundet om, at de til gengæld sørger for, at deres børn bliver i stand til at leve i Danmark. For børnenes og for samfundets skyld.