Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Ole Sohns lange rejse

Den tidligere DKP-formand bør forklare sig.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ingen med kendskab til den nyeste historie vil være overrasket over, at Danmarks Kommunistiske Parti med dets daværende formand Ole Sohn til det sidste hyldede Østblokken. Når de nye dokumenter alligevel er interessante uden for faghistorikernes snævre kreds, er det fordi Sohn står til at blive topminister, hvis der kommer en rød regering efter et valg. Derfor bør Sohn skabe klarhed over, hvad han egentlig mente dengang.

Ole Sohn skrev kort inden den totalitære politistat DDRs 40-års jubilæum en leflende hilsen til Erich Honecker. Desuden viser ambassadeindberetninger, at han var en ven af DDR til det sidste, men det var jo hvad man kunne forvente af en kommunistformand. Ole Sohn har nok skrevet indgående og kritisk om perioden i en række bøger, men han har ikke hidtil været særlig meddelsom om egne aktiviteter i perioden. Dette gør ham sårbar, alene fordi han er en af oppositionens toppolitikere. 

Den Kolde Krig er for længst overstået, men kampen om historien lever stadig. En markant del af tidsånden var venstreorienteret i Danmark i hele perioden efter 1968. Nogle blev inspireret af den sovjetdominerede Østblok, af det rivaliserende Maos Kina, af Titos Jugoslavien eller mere eksotiske diktaturer. Atter andre var marxister med et uforståeligt had til den frie verden.

Hovedbilledet var dog et andet: Efter at de ansvarlige, statsbærende partier, Socialdemokratiet, Venstre og Konservative, fik Danmark ind i Nato, var der ingen tvivl om Danmarks alliancemæssige forankring i den frie, vestlige verden. Disse tre partier var massivt antikommunistiske, og det var kun i den dybt skadelige fodnoteperiode 1982-88, at Socialdemokratiet bevægede sig væk fra denne transatlantiske kurs.

Årene efter Ungdomsoprøret var præget af en massiv venstreorientering i kulturliv og medier og i uddannelses- og forskningssektoren. Alligevel opnåede de forskellige småpartier på venstrefløjen aldrig en massiv folkelig opbakning ved folketingsvalg, hvor S, sammen med midten og de borgerlige partier, dominerede. 

Alt dette er nu historie, men når slagsmålene har det med at blusse op, hænger det sammen med, at den fælles historie ikke skrives i et objektivt, værdifrit rum. Striden står som regel om fortolkninger, og her kan videnskab tage farve af synspunkter. Det siger sig selv, at debatterne bliver hidsige, når samtidshistorien herefter konfronterer de højst nulevende af datidens aktører, heriblandt Sohn som forhenværende kommunistboss. 

Imidlertid er det de danske vælgere, der skal vurdere, om de finder, at Ole Sohn – og i øvrigt hele oppositionen rummer så lødige synspunkter – at de bør indtage regeringskontorerne efter et valg. Men selvom det i sidste ende er en sag mellem vælgerne og Sohn, ville det være klædeligt, hvis han forklarede sig.