Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Også imamer skal holde loven

»Vi har ikke noget tankepoliti her i landet. En dansk muslim må grundlæggende mene, hvad han vil.«

Danmark har et kæmpe imamproblem, sagde den konservative Naser Khader forleden. Baggrunden var TV 2s meget omtalte dokumentarserie om livet i Danmarks moskeer. Eller rettere en række imamers reaktion på serien:

31 af de danske imamer »fordømte« programmerne i en fælles udtalelse søndag aften. De muslimske talsmænd var altså ikke rystet over den udbredte accept af eksempelvis flerkoneri og stening efter utroskab. Nej: Imamerne vendte sig overraskende nok mod TV 2 selv og kaldte serien skadelig for integrationen. Imamerne gik kort og godt efter budbringeren og følte ingen anledning til et hurtigt greb i egen barm. Hvis duerne blandt imamer i tiden efter de kontroversielle optagelser har løftet en pegefinger over for deres mere rabiate kolleger, er det forblevet bag kulisserne. Man har jo lov at håbe.

En kvart million mennesker inden for Danmarks grænser regner sig selv for muslimer. Langt de fleste er retskafne og lovlydige medborgere. Men godt og vel en tredjedel af dem ville ifølge meningsålinger gerne se Koranen have indflydelse på dansk lovgivning. Tallet svarer til omkring to procent af den samlede befolkning eller til gruppen af aktive medlemmer i Danmarks Naturfredningsforening. Når disse mennesker får læst og påskrevet fra egne rækker, er det gerne i tvetydige vendinger. Som når imamen Waseem Hussain fra Dansk Islamisk Center siger: »Vi skal tænke islams lovsæt ind i en moderne dansk sammenhæng«. For hvad betyder det egentlig? Vil man virkelig bløde Koranens forskrifter en smule op? Eller vil man tværtimod snige nogle af de mere formørkede formuleringer ind ad bagvejen?

Islam kan praktiseres på mange måder, og der er flere grene af islam. Udfordringen ligger i imamernes udlægning af indholdet og dermed i religiøsiteten som sådan. Fundamentalister er ikke »troende« i kristendommens indefra kommende forstand, men abonnerer på et helt kompleks af retningslinjer – herunder sharia. En sådan pakke kan meget let komme i konflikt med Grundloven og andre af det danske samfunds forudsætninger.

Vi har ikke noget tankepoliti her i landet. En dansk muslim må grundlæggende mene, hvad han vil. Han må for eksempel gerne gå ind for både stening og almindeligt flerkoneri – hvor formørket det end kan lyde, og hvor besynderligt det så er, at man med sådanne anskuelser har lyst til at bo i et land som Danmark. Imamen må til gengæld ikke misbruge sin rolle som vejleder for børn og unge til hjernevask. Og vi har snævre rammer for god tone her i landet. Man må ikke true eller opfordre til vold. Straffelovens paragraf 133 er meget klar på det punkt: »Den, som fremkalder opløb med det forsæt at øve eller true med vold på person eller gods, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.« Hvis en imam velsigner vold og taler for lovløse tilstande, bør det med andre ord føre til indgreb fra politiets side. Fredagsbønnen skal opløses. Imamen skal anholdes.

De danske imamer må og skal synkronisere sig selv med dansk lov. Samklangen skal være fuldstændig og uden mislyde overhovedet. Og den skal begynde med det samme.