Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Offentlig tavshed

»I departementerne har et jerntæppe sænket sig mellem embedsmænd og medier.«

Offentligt ansatte tør ikke tale frit, og ombudsmanden er bekymret for, at udviklingen går den forkerte vej med stadigt flere sager om offentlige arbejdsgiveres knægtelse af offentligt ansattes ytringsfrihed.

Sådan har det lydt, siden ombudsmand Jørgen Steen Sørensen for nogle dage siden kritiserede forsvarschef Peter Bartrams angivelige trussel om at fyre ansatte, der udtaler sig kritisk om forsvaret. Herfra har debatten udviklet sig til en generel debat om offentligt ansattes (manglende) ytringsfrihed i almindelighed.

Ytringsfrihed er en grundlæggende frihedsrettighed og helt afgørende for, at demokratier kan udvikle sig uden eller med et minimum af korruption og magtmisbrug. I et land med en enorm og kompleks offentlig sektor er det særlig betydningsfuldt, at de offentligt ansatte har ret til og faktisk også benytter sig af deres ytringsfrihed til at oplyse om, hvad der foregår på sygehusene, i jobcentrene, på plejehjemmene – og naturligvis også i politi og forsvar. Så langt så godt.

Men den aktuelle debat har både et skævt udgangspunkt og et alt for snævert fokus. Forsvarschefen truede ikke kritiske ansatte med fyring. Han truede derimod de ganske få, som eksempelvis via sociale medier udsætter kolleger og chefer for personlige overfald. Forsvarschefen ville ikke finde sig i, at ansatte kalder kolleger og chefer for »bøsserøve« eller udsætter kolleger af anden etnisk herkomst for sproglige overgreb. Den personlige og hadefulde debatform er et kendt fænomen overalt på de sociale medier, og altså også i forsvaret. Forsvarschefen forsøgte at sætte en fod ned for svineri i debatten, og det fortjener han et klap på skulderen for. Ombudsmanden kritiserede noget ganske andet, nemlig at forsvarschefen »ikke gav et retvisende billede af den retsstilling, som de ansatte har efter de gældende regler og principper om offentligt ansattes ytringsfrihed«. Man kan ikke komme efter de ansatte for ytringer, de fremsætter i fritiden, fastslog ombudsmanden.

Antallet af sager hos ombudsmanden om offentligt ansattes ytringsfrihed er stigende. I 2014 og 2015 modtog ombudsmanden i alt 29 sager, hvoraf fire førte til kritik. Det er fire for mange, men næppe chokerende i et land med 800.000 offentligt ansatte. Spørgsmålet er, om ikke de offentligt ansattes ulyst til at udtale sig til medier er et langt større problem? Det er blevet svært at finde embedsmænd, som vil udtale sig om noget som helst, og endnu sværere, hvis det skal være til citat. Grunden kan man gætte på. Frygt for karrieren kan være en årsag. Men mon ikke dårlige erfaringer med dele af medierne og i øvrigt mangel på tid til at servicere et stigende medietryk er blandt årsagerne?

I departementerne har et jerntæppe sænket sig mellem embedsmænd og medier. Forbindelsesvejene mellem departementer og styrelser på den ene side og medier på den anden side er under skarp kontrol af pressesekretærer og særlige rådgivere. Fundamentet er den seneste offentlighedslov, som effektivt forhindrer indsigt i de politiske processer. Skal man vende udviklingen, må man starte med at ændre offentlighedsloven – og i øvrigt tilskynde de ansatte til at deltage i den offentlige debat. I et demokrati burde tanken om at belønne ansatte for at bidrage til debatten ikke være fremmed.