Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Nyrusland

I månedsvis har vi i Vesten diskuteret, om Rusland står bag oprøret i Østukraine. Selv om oprørerne har været helt utroligt veludrustede med kampvogne, pansrede mandskabsvogne, Grad-raketter og Buk-missiler af en spontan modstandsbevægelse at være, har mange alligevel vægret sig ved at tro det. For Putin har jo sagt, at det ikke er tilfældet.

Og selv om det for længst er dokumenteret, at en stor del af dem, der kæmper, har boet i Rusland i mange år, og at flere endda har beklædt ledende poster i det russiske sikkerhedsapparat, har adskillige såkaldte eksperter alligevel advaret mod at tro, at Rusland stod bag. For kan det ikke være, at de russiske oprørere bare på egen hånd er draget dertil? Og at Putin måske endda har mistet kontrollen over dem? Vi skal passe på med at dæmonisere Rusland, har omkvædet lydt.

I denne uge stod det klart, at vi skal passe endnu mere på med ikke at bruge vores sunde fornuft. Nu er ingen tvivl nemlig længere mulig. Regulære russiske hærstyrker er til stede i Østukraine, hvor de for eksempel har besat den strategisk vigtige grænseby Novoazovsk, som de ukrainske regeringsstyrker ellers havde tilbageerobret. Byen er en af trædestenene på vej til den nyannekterede halvø Krim, som Rusland må sikre sig adgang til over landjorden, hvis det skal undgå de store omkostninger, der er forbundet med at anlægge infrastrukturen – gas, vand, el – over havbunden gennem Kertsj-strædet.

Det værste er næsten, at det absolut ikke er givet, at Putin stopper med landfast adgang til Krim. Forleden, da protester over Ruslands militære indtrængen i Ukraine indløb fra hele verden, valgte Putin at svare på sin egen helt specielle facon. I en gribende appel, der blev lagt ud på præsidentens hjemmeside kl. 1.10 om natten, bad han oprørerne om at lade de ukrainske soldater slippe ud af de omringede byer gennem humanitære korridorer. Det mest bemærkelsesværdige var imidlertid den overskrift, som ledsagede hans ord: »Ruslands præsident Vladimir Putin henvender sig til oprørsbevægelsen i Nyrusland.«

Man skal hæfte sig ved udtrykket »Nyrusland«. Det er en historisk betegnelse, der blev brugt frem til begyndelsen af det 20. århundrede om de områder, som det russiske imperium tilkæmpede sig i krigene mod tyrkerne i 1700-tallet. Konkret dækker området det nuværende sydøstlige Ukraine. På klarsprog betyder det, at Putin forbeholder sig ret til at erobre hele den ukrainske kystlinje og skabe forbindelse til udbryderregionen Transdnestr, som russerne de facto – om end ikke de jure – har annekteret fra Moldova.

Endnu har Putin formodentlig ikke besluttet, om han vil gå så langt. Det afhænger af den vestlige reaktion på den militære indtrængen, for Putin har fuld opbakning i sin egen befolkning. Og når Putin stadig hævder, at Rusland ikke er militært til stede i Østukraine, er det naturligvis fordi han forsøger at forhindre Vesten i at iværksætte effektive sanktioner. Som at lukke for dets adgang til Swift-systemet og forhindre, at landet kan foretage finansielle transaktioner på sikker vis.

I Vesten bør vi holde op med at stikke os selv blår i øjnene. Det er i høj grad os, der afgør, hvor stor en del af Ukraine, Rusland sætter sig på.