Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Nye toner fra Trump

USAs præsident, Donald Trump, da han mandag aften præsenterede sin nationale sikkerhedsstrategi under overskriften »Amerika først«. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARK WILSON
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USAs præsident, Donald Trump, offentliggjorde i mandags en ny strategiplan for national sikkerhed. I den sammenhæng holdt han en tale, der indeholdt en række af hans velkendte kæpheste, såsom valgløftet om at bygge en mur langs grænsen til Mexico samt beslutningen om at trække USA ud af Paris-aftalerne. I et direkte opgør med den linje, som Trumps forgænger, Barack Obama, lagde med den forrige strategiplan i 2015, er klimaforandringer ikke længere på listen over trusler mod amerikanernes sikkerhed.

Det er nemt at ryste på hovedet af ovennævnte eksempler, men Trumps tale var meget mere end gammel vin på nye flasker. Præsidenten talte nemlig også om at sikre fred gennem USAs styrke samt at øge den amerikanske indflydelse på verdensscenen. Og skulle det få nogle af hans mange kritikere rundt omkring på kloden til instinktivt at gyse, bør de tænke sig om en ekstra gang.

Trump gik nemlig så vidt som til at pege på Kina og Rusland som nationer, der forsøger at ændre på den internationale magtbalance, hvor USA siden Sovjetunionens sammenbrud har været verdens eneste supermagt. Trump, der er under pres fra den særlige undersøgelse af hans kampagnestabs mulige ulovlige samarbejde med Rusland under sidste års valgkamp, og som af kritikere anklages for at stå på mistænkelig god fod med Ruslands præsident, Vladimir Putin, sagde i sin tale: »Med sin invasion af Georgien og Ukraine har Rusland demonstreret sin parathed til at krænke suveræniteten af lande i regionen.«

Måske en indlysende udmelding, men det klæder Trump langt om længe at anerkende Putins ambitioner og at løfte pegefingeren.

Strategiplanen nævner desuden russernes vilje til at bruge »informationsværktøjer« til at forsøge at undergrave demokratiet. Det er også en vigtig erkendelse, selv om præsidenten ikke i sin tale nævnte anklagerne om russisk indblanding i valget.

Kina får i strategiplanen en med krabasken for sin industrispionage og især for sin massive militære opbygning, der helt korrekt kædes sammen med et kinesisk ønske om at udvide sin indflydelse – og sit territorialfarvand – i Det Sydkinesiske Hav. Får kineserne magt, som de har agt i den henseende, kan det få alvorlige konsekvenser for verdens skibstrafik og USAs indflydelse i hele Sydøstasien.

Rent ud sagt gør præsident Trump det ofte nemt at være uenig med ham. Og nogle vil måske anføre, at det i tilfældet Kina er naturligt, at man får større ambitioner i takt med, at man får mere indflydelse. Men man skal ikke tage fejl: USA er og bliver Europas vigtigste samarbejdspartner og militære allierede. Efter Trumps indsættelse har der været tvivl om, hvilken rolle USA ville spille internationalt fremover. Hvis Trump nu har en seriøs og levedygtig plan om at fastholde en aktiv amerikansk udenrigspolitik, skal den bydes velkommen. Alternativet er at lade nationer som Rusland og Kina, der kun har foragt til overs for demokratiet, udfylde tomrummet efter amerikanerne. Og man skal være særdeles naiv for at tro, at de ikke står klar i kulissen.