Folkeskolereformen er en fiasko. Regeringens idé om at skabe selvstyrende skoler giver flere valgmuligheder for forældrene og større manøvrerum for skolelederne.

”Et politisk trick”. Det kalder Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, regeringens nye idé om at skabe en helt ny type skole: En mellemting mellem en almindelig folkeskole og en fri- eller privatskole – en såkaldt selvstyrende skole med store frihedsgrader, men uden betaling. Der er tale om en storstilet forsøgsordning, som skal køre over 10 år og inkludere alle landets kommuner.

Og ja, der er da på sin vis tale om et trick, for i en tid, hvor der desværre ikke er vilje i forligskredsen til at gøre op med en fejlbehæftet folkeskolereform, kan hybridskolen afbøde nogle af reformens skadevirkninger uden egentlig at røre den.

Mens Claus Hjortdal og flere oppositionspartier er kritiske over for ideen, skal der dog herfra lyde en varm applaus. Folkeskolereformen var meget længe undervejs, er egentlig embedsmændenes værk og har både røde og blå fædre – det er derfor, det er så svært at røre ved den. Men nu har den eksisteret i over fire år, og det er på tide ikke bare at erkende, at den ikke fungerer godt nok, men også at handle på det.

Folkeskolen er en fuldstændig afgørende grundsten i velfærdssamfundet. En god folkeskole med et højt fagligt niveau er dét, der kan give alle børn lige muligheder på trods af ulige udgangspunkter. Undervisningsminister Merete Riisager peger på, at fri- og privatskolerne er bedre end folkeskolen til at løfte alle elevgrupper – både de stærke og de ressourcesvage – selvom de får færre penge fra staten. Med den nye skoletype kan vi måske finde ud af hvorfor og dermed forbedre folkeskolen.

Den helt grundlæggende tanke bag folkeskolereformen var sådan set rigtig nok: Der var brug for at løfte fagligheden, især i kernefagene. Men der er ikke forskningsmæssig evidens for, at længere skoledage i sig selv er svaret , og i praksis har reformen ført til alt for rigid styring, alt for meget spildtid, alt for mange vikartimer, alt for mange frustrerede børn, lærere og forældre.

Allerede for et par år siden åbnede Undervisningsministeriet en kattelem, som gjorde det muligt for skolerne at sløjfe noget af den såkaldte understøttende undervisning, så skoledagene bliver kortere. Men det er ikke nok.

Hvis det lykkes for regeringen at samle et flertal for de nye hybridskoler, vil det give dygtige skoleledere mulighed for at vise, hvad de duer til. Med friere hænder kan de skabe nye løsninger, som andre har lyst til at kopiere, og de kan tilpasse skolen til de behov, som lige præcis deres elevgruppe har. Der er forskel på folkeskolens udfordringer i Hernings opland og i Københavns nordvestkvarter. God ledelse kræver et ordentligt manøvrerum.

Samtidig vil forældrene få flere valgmuligheder. Søgningen til fri- og privatskoler er steget kraftigt de senere år: Mens kun cirka hver ottende elev i 0. klasse gik på fri- eller privatskole i 2007, var der i 2017 tale om cirka hver sjette elev. Friskoler og privatskoler er et gode for samfundet, så deres succes er ikke i sig selv et problem, men det er klart, at forældrenes voksende fravalg af folkeskolen bør tages alvorligt. Alle børn på alle typer skoler har krav på en ordentlig skolegang.

Forsøget med at skabe selvstyrende skoler er i øvrigt omkostningsfrit, for skolerne skal ikke have flere penge end de almindelige folkeskoler. Det er et godt eksempel på, at forbedringer af velfærden ikke altid handler om at sende flere penge.