Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.
Det er mærkelige tider, vi lever i. Vi har en justitsminister, som belærer kunstnere om, at de skal droppe deres udtryksformer og i stedet for give sig til at »male noget«, »hugge noget i sten« eller »skrive noget«.
Hvis kunstnerne ikke makker ret og for eksempel holder op med at ødelægge koraner på et rivejern, kan de få op til to års fængsel.
Det er Peter Hummelgaards budskab til den iranskfødte danske kunstner, Firoozeh Bazrafkan, som i snart 20 år har brugt sin kunst til at kritisere islamisme og det iranske præstestyre.
Man skulle tro, at der ville lyde et ramaskrig fra den danske kunstverden over regeringens koranlov. Indgrebet er designet til også at kriminalisere tilfælde, hvor den »utilbørlige behandling« af religiøse genstande finder sted i »kunstnerisk eller politisk øjemed«, som det hedder i bemærkningerne til lovforslaget.
Her hedder det også, at »afbildninger« af religiøse skrifter som Bibelen, Koranen, Toraen eller et krucifiks ikke vil være omfattet, så det stadig vil være tilladt at tegne og male blasfemisk, men en stor del af den moderne kunst er altså performativ.
Derfor kan lovforslaget, som i første omgang skulle have været en »nålestiksoperation« mod koranafbrændinger foran ambassader, ramme dybt ind i kunstens verden. Listen over kendte værker, som kunne være blevet forbudt, hvis Peter Hummelgaards lov allerede var gældende, er lang:
Den katolske kunstner Andres Serranos værk, »Piss Christ«, fra 1987 med et kors nedsænket i en beholder fyldt med urin.
Den danske kunstner Søren Mosegaards happening fra 1997 med afbrænding af en bibel under en udsendelse af TV Avisen.
Eller hvad med den scene i filmklassikeren Eksorcisten, hvor en pige besat af en dæmon masturberer voldsomt med et krucifix?
Dette blot for at nævne nogle få eksempler.
For tre år siden rejste der sig en bølge af protester, da en institutleder, Katrine Dirckinck-Holmfeld, blev bortvist fra Kunstakademiet, efter at hun havde været med til at ødelægge en buste af Frederik 5. for at rejse en debat om dansk kolonihistorie. Over 1.000 kunstnere, forfattere og andre stemmer fra kulturlivet skrev under på, at de støttede busteaktionen og »den fælles dekoloniserende kamp«.
Men Firoozeh Bazrafkans kamp for iranske kvinders frihed og værdighed er åbenbart ikke så beskyttelsesværdig. I hvert fald glimrer de danske kunstnere nu med et flovt fravær i kampen for hendes ret til at udtrykke sig.
Findes der en underskriftsindsamling til fordel for Firoozeh Bazrafkan og andre religionskritiske kunstnere, er den gået helt under radaren, og da Weekendavisen ringede rundt til danske museumsdirektører i sidste uge for at høre til deres holdning til koranloven, lød svaret igen og ingen: »ingen kommentar«.
Augusta Atla bruger ofte kristne genstande i sin kunst. Hun er gæst i »Pilestræde«:
Der er undtagelser. Poul Erik Tøjner, Louisianas direktør, forsøger sammen med direktøren for Trapholt, Karen Grøn, at tale kunstens sag. Kunstnere som Christian Tangø og Augusta Atla forsvarer retten til at bruge religiøse symboler i kunsten, men ellers er der en påfaldende tavshed.
Man forstår godt, hvis Firoozeh Bazrafkan føler sig alene i sin kamp.
»Jeg har altid troet, at Danmark ville værne om den frie kunst,« siger hun i et interview med Berlingske.
Det er på høje tid, at danske kunstnere – og medlemmer af Folketinget for regeringspartierne – vågner af døsen og giver sig til at protestere mod det indgreb i den kunstneriske frihed, som koranloven indebærer.
PIERRE COLLIGNON
