Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Nej tak til endnu mere statsstyret medieudbud

Foto: Erik Refner.
Læs mere
Fold sammen

Antallet af journalister i Danmarks Radio er nu blevet større end antallet af journalister på Fællesoverenskomsten i provinsen, fremgår det af den seneste lønstatistik på området. Der er nu næsten 1.000 ansatte på DRs journalist- overenskomst, hvortil kommer et antal redaktionelle medarbejdere på akademikeroverenskomst. I provinsen, hvor medierne skal tjene de fleste penge selv, er antallet af journalister faldet til 835.

Udviklingen afspejler den skævhed, som gennem mange år har præget forholdet mellem de statsejede elektroniske medier og den pluralistiske del af medieverdenen, der er afhængig af kundernes frie valg. DR og det ligeledes statsejede TV 2 sidder tilsammen på 75 procent af TV-siden.

Men efter snart 100 års uantastet dominans ser mediegiganten på Amager trusler i horisonten. Nye mediegiganter som Google, Facebook og ikke mindst indholdsproducerende streamingtjenester udhuler DRs – og TV 2s – rolle som dem, der afgør, hvad danskerne skal tilbydes at opleve via TV eller andre platforme. Nu kan folk selv sammensætte deres TV-forbrug, som de vil. Og det gør folk så. Særligt de unges forbrug af gammeldags flow-TV styrtdykker. Og især de unges betaling til DR styrtdykker.

For en halv snes år siden fik DR politikerne med på den geniale ide at erstatte licensen med en medieafgift, som betyder, at enhver med blot en smartphone i lommen skal betale. Det vil unge på kollegieværelserne ikke være med til. De lader bare være med at betale.

Resultatet kan ses på DRs regnskab, hvor andelen af licensbetalende danskere er faldet fra 95 til nu 89 procent. Det dækker over et langt større fald blandt de unge. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at unges licensoprør følger med, når de unge bliver ældre. DR, der i dag stadig har godt fat i danskerne, fravælges.

Så hvad gør man så? Jo, man fortæller sig selv og politikerne, at DR er lige så nødvendigt for demokratiet og sammenhængskraften, som sygehusene er for sundheden. DR er noget, man skal betale til, uanset om man bruger DR eller ej, lyder det. Og netop nu, hvor regeringen overvejer sit udspil til et nyt medieforlig, er der lagt op til at flytte DRs fremtidige indtægter hen til et sted, hvor kunderne ikke kan fravælge betalingen, nemlig til skatteopkrævning og finanslov.

På finansloven risikerer DR ganske vist mere politisk indblanding, men den risiko anser DRs ledelse tydeligvis for en mindre ulempe i sammenligning med risikoen ved at møde kundernes frie valg. Bestyrelsesformanden har som bonus tilbudt politikerne, at DR kan acceptere en årlig besparelse på to procent – et krav, som DR hidtil har været skånet for.

Den nye streamingteknologi giver ikke kun borgerne nye valgmuligheder. Folketinget har også fået nye valg: Vil man ved siden af et mindre DR med veldefinerede kerneopgaver på nyheder og kultur overlade det til borgerne selv at vælge, hvad de vil betale for? Eller vil en borgerlig regering cementere formynderstatens valg af medie – uanset om borgerne bruger deres tid til andet end DR og dets mangfoldige kanaler?