Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Nej, ord skaber ikke bare virkeligheden

Boligminister Kaare Dybvad Bek vil ikke kalde udsatte boligområder for ‘ghettoer’. Fint nok. Men det bliver en brat opvågnen, hvis den nye regering og dens støttepartier tror, at den kan løse integrationsudfordringerne med en omvendt form for symbolpolitik.

I stedet for »ghettoer« vil den nye socialdemokratiske boligminister, Kaare Dybvad Bek, tale om »udsatte boligområder«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Den nye socialdemokratiske boligminister Kaare Dybvad Bek vil ikke længere bruge ordet »ghetto« om landets ghettoer, men snarere kalde dem »udsatte boligområder«. Det skal han være velkommen til. Ytringsfriheden gælder også ministre, og hvis Dybvad Bek føler, at han bedre kan komme i meningsfuld kontakt med folk i disse områder, hvis han ikke har givet dem ghettostemplet, så værsgo’.

Diskussionen om, hvad man skal kalde dette eller hint, herunder boligområder med mange indvandrere, muslimske borgere, parallelsamfund og mange på overførselsindkomst, bliver først et problem, hvis man bilder sig ind, at det er ordene, der skaber virkeligheden.

Det er en omsiggribende forestilling på den identitetspolitiske venstrefløj, at det forholder sig således. Det ser man ikke kun på udlændingeområdet, men i lige så høj grad i kønsdebatten. Hvis man således identificerer sig som kvinde, da kan det overtrumfe den biologiske kendsgerning, at man fysisk set er en mand.

Hvilket som bekendt ligger til grund for, at den Helle Thorning-Schmidt-ledede regering i 2014 gennemførte loven om juridisk kønsskifte. Den skulle adressere de identitetsspørgsmål, en del transkønnede går rundt med, og fint med det. Men dets principielle tankegods er socialkonstruktivistisk: Hvis vi taler om tingene på en anden måde, så forandrer de sig alene derved. Alt er en konstruktion. Alt er kulturelt og socialt skabt og betinget og kan derfor ændres kulturelt og socialt - herunder gennem sproget.

Det er vigtigt at holde sig for øje, hvis man drømmer om, at ghettoernes problemer forsvinder, hvis vi holder op med at kalde disse boligområder for ghettoer.

Det er naturligvis en illusion. Der er mange ting, som er lykkedes på integrationsområdet i de senere år, herunder at langt flere indvandrere og flygtninge er kommet ind på arbejdsmarkedet. Det er godt. Men det bunder ikke i samfundets valg af ord i udlændingedebatten, men på benhårde reformer, der har gjort det mere attraktivt at finde et arbejde.

Det er ikke sådan, at problemerne med parallelsamfund forsvinder, blot vi taler om dem på en anden måde. Havde det været sådan, ville integrationsudfordringerne i de udsatte boligområder i Sverige, hvor udlændingedebatten gennem årtier har haft en helt anderledes forsigtig for ikke at sige berøringsangst karakter end i Danmark, vel være betydeligt mindre. Det er ikke tilfældet. Spørg blot i Malmø eller i adskillige bydele rundt om Stockholm.

I årevis har venstrefløjen med nogen ret skoset visse borgerlige for at henfalde til symbolpolitiske markeringer i udlændingedebatten. Det var således et gennemgående tema for den radikale leder Morten Østergaard i valgkampen. Nu skulle det være slut med symbolpolitikken: Lindholm, smykkelove og kagefejringer.

Men symbolpolitik findes ikke kun på højrefløjen. Venstrefløjsudgaven kommer indsvøbt i den illusion, at blot vi ikke taler for grimt om alt det besværlige og grumme, så går det nok væk af sig selv. Kaare Dybvad Bek må selv beslutte sit personlige ordvalg i ghettodebatten. Men det bliver en brat opvågnen, hvis den nye regering og dens støttepartier tror, at man vupti kan klare integrationen med en omvendt symbolpolitik.

TOM JENSEN