Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

NATO's europæiske syge

NATO står alt for splittet i Afghanistan.

Det er godt, at Danmark er med i den farlige internationale indsats i Helmand provinsen. Det er et vigtigt signal, at vi på den måde støtter kampen mod terror, og at vi som et lille land bidrager til vores fælles NATO-alliance. Også at vi deltager i områder, hvor det desværre engang imellem koster den dyrebareste pris – nemlig tabet af liv. Vi er ikke gratister i alliancen, som vi desværre var det i dele af Den Kolde Krig. Danmark påtager sig et ansvar for vores fælles fred og frihed. Men det er beskæmmende at se, at mange andre NATO lande bogstaveligt talt sidder på sidelinjen og ser på, mens andre gør arbejdet. Danskerne, briterne, esterne, hollænderne og canadierne bærer sammen med amerikanerne byrden, mens tyskerne og andre foretrækker at bidrage med styrker i det mere fredelige Nordafghanistan. Det er nødvendigt, at der også er soldater der. Men store lande burde kunne magte flere opgaver.

NATO er på mange måder ramt af den europæiske syge. Der er den samme splittelse og uenighed om målene, som i mange år har forhindret en troværdig debat om en europæisk forsvarsdimension i EU, der nu går igen i NATO. Det viser, at uden amerikansk indflydelse, så vil vi ikke kunne være med til at løfte militære opgaver af betydning nogen steder i verden. Det er ikke opmuntrende for de høje mål, alliancen har sat sig ved utallige topmøder – senest det afgørende i Washington i 1999, hvor gamle og nye NATO-lande besluttede – om nødvendigt – at rykke også uden for alliancens traditionelle nærområder. Der var dengang mange festtaler om det nødvendige i at arbejde uden for Europa. Det blev ved festtalerne.

Der er ingen tvivl om, at Danmark kommer til at blive i Afghanistan i lang tid, og at det også vil komme til at koste mange soldater livet. Afghanistan er ikke Irak, selv om det var slemt nok. Afghanistan er i høj grad et helt anderledes stammesamfund. Det kan blive svært at få dette fattige land til at opfatte sig som en nation, der tager imod ordre fra en centralregering i Kabul. Men vi er der også først og fremmest for at sikre stabilitet, så der kan etableres nogle bæredygtige institutioner, der kan udvikle den form for demokrati, Afghanistan bedst egner sig til.

Hvis de europæiske lande svigter NATO her og ikke stiller de nødvendige soldater til rådighed, så kan aktionen udvikle sig til en krise. Alliancen skal ikke udvikle sig til en organisation, hvor man frit kan vælge den ultimative sikkerhed, når det drejer sig om en selv, mens man vælger fra, når det gælder om at løfte en fælles byrde. Så vil alliancen hurtigt dø ud.

Danmark leverer ikke alene militært personel til Afghanistan. Vi bidrager også med rådgivere og NGOere, som forsøger at etablere et tåleligt liv for afghanerne. Og afghanerne er selv glade for den udvikling, der er. En meningsmåling, som vi beskrev i lørdagens udgave af Berlingske, viser, at selv i de hårdest ramte områder i Afghanistan ønsker man ikke Taleban tilbage. Det er denne vilje til demokrati og frihed, vi med vores tilstedeværelse skal støtte. Vi må ikke svigte nu, hvor afghanerne er begyndt at få lidt håb til fremtiden.